Fed Cup-pigerne sikkert fra land

6. februar 2014

Mai Grage og Karen Barbat vandt begge deres singler, og de vandt også sammen i double. Dermed vandt Danmark med 3-0 over Madagaskar og kan med en sejr over Norge spille sig i en oprykningskamp.

De danske Fed Cup-piger kom forrygende fra land ved Europe/Africa Group 3 i Estland. Danskerne havde overhovedet ingen problemer med at besejre Madagaskar med 3-0 i kampe, og dermed tog de første stik på vejen mod oprykning. I morgen venter Norge nemlig, og vinder danskerne den kamp, så er de sikret en oprykningskamp om at komme rykke op i Europe /Africa Group 2.

Fortsætter danskerne det spil, som de leverede mod Madagaskar, ser der da også godt ud. Både Mai Grage og Karen Barbat var godt spillende, og de spillede begge to kampe, en single og en double. Kun Karen Barbat tabte et sæt, og ellers var danskerne ganske suveræne.

Uden at være presset
Først var det Mai Grage, der i den danske andensingle gjorde livet surt for Nantenaina Ramalalaharivololna. Grage vandt med 6-2, 6-3 uden at være presset.

I den anden kamp var Karen Barbat som dansk førstesingle som nævnt i småproblemer mod Sandra Andriamarosoa. Barbats spil fungerede ikke i første sæt, hvor hun tabte med 6-2, men herefter var danskeren ganske sikker med 6-1 og 6-2 i de to sidste sæt.

Til sidst spillede Grage og Barbat sammen i den danske double mod Ramalalaharivololna og Razakaboana. Her var danskerne helt overlegne med to gange 6-1, og så blev den danske sejr cementeret, selvom den allerede var sikret efter Grage og Barbats singlesejre.

Efter sejren over Madagaskar venter nu Norge i morgen kl. 16 (lokal tid), og vinder danskerne den kamp, vinder de puljen og er klar til et møde med vinderen af gruppe A om oprykning.