EM U.14 i Plzen, Tjekkiet

20. juli 2009

Kære alle
 
I går mødtes U14 landsholdet – bestående af Cecilie Melsted, KB, Martine Ditlev, TCO, Simon Friis Søndergaard, BTSK og Sander Gjøls-Andersen, HIK – i Kastrup lufthavn kl. 07.00 for at vende næserne mod Plzen i Tjekkiet. Her skal de fire landsholdsspillere kæmpe for de rød-hvide farver den næste uge. Vi bor på et dejligt hotel med god mad, internet og store værelser (de vigtigste ting for en tennisspiller på farten), som ligger lige ved siden af tennisklubben.
 
Efter ankomst i går stod den på træning, inspicering af området, et besøg i supermarkedet samt afslapning. Undertegnede blev af den norske coach opfordret til at hjælpe med lodtrækningen, hvor der i pige- og drengerækken er hhv. 79 og 78 deltagere. Da jeg er dårlig til at sige "nej" endte jeg med at sidde i 2,5 time og trække numre op af hatten, hvilket desværre ikke gav alle de danske spillere god lodtrækning. Simon mødte en god Kroat, Marin Suica, og havde ikke mange chancer i hans 0-6 2-6 nederlag. Samme skæbne led Sander, som måtte gå fra banen uden at vinde et parti mod Vincent Kommers fra Holland. Anderledes gik det Martine, som slog Iskra Jordanovska fra Makedonien med 6-1 6-1. Cecilie nåede ikke at komme i kamp, da vejrguderne ikke var med os. Til gengæld havde vi heldet med os i aftenens fodbolddyst mod Finland og Norge. Kl. 20.00 havde vi booket en kunststof-fodboldbane lige ved klubben og udfordret alle de nordiske lande. Sverige måtte dog melde pas, da de var bange for at tabe for stort til Danmark. Vi endte som vindere af turneringen efter 1-0 sejr over Finland og en meget tæt og velspillet 3-3 kamp mod Norge. Hermed kan vi endelig kåre os som bedst i Norden, hvilket passer os alle rigtig godt.
 
I morgen står den på single for Martine og Cecilie og alle spiller double. Drengene skal spille taberrunde på onsdag.
 
Ha det godt alle sammen.
 
Mange hilsner¨
Karina