DM Ude overtager tennisscenen

9. august 2010

Selvom Caroline Wozniacki søndag drog af sted mod nye mål og turneringer i Nordamerika, bliver der stadig spillet tennis på højeste niveau i Danmark – i hvert fald tennis på højeste nationale niveau.

DM Ude 2010 løber nemlig af stablen i Kolding. De indledende kampe påbegyndtes i dag, mens finalerne er programsat til lørdag den 14. august.

Kampprogram og resultater kan ses her.

I eksempelvis herrerækken er der lagt op til spændende konfrontationer mellem Davis Cup-spillerne Martin Pedersen, Søren Wedege og Thomas Kromann. Martin Pedersen besidder favoritværdigheden, mens Thomas Kromann – med tre Grand Prix Serie-sejre over sommeren – må betegnes som giftig outsider.

Formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Klitvad, glæder sig til at overvære weekendens slutkampe, uagtet der ikke er WTA- eller ATP-point på højkant.

”Danmarksmesterskaberne emmer af prestige og traditioner. Vi håber, alle involverede parter får en god tennisoplevelse, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke DTFs hovedsponsor, SEB, og Kolding Tennis Klub, som lægger baner til DM Ude,” siger Henrik Klitvad, der naturligvis var på plads i Farum Arena i går, hvor Caroline Wozniacki for ottende gang triumferede i WTA-regi.

”Det kan godt være, Caroline ”blot” er treer på verdensranglisten, men rent psykologisk fører hun altså. Dette beviste Caroline atter i Farum. Caroline Wozniacki mestrer alle salg, er fysisk stærk og sluger modstanderne mentalt. Vi har at gøre med en helstøbt tennisspiller. Tillykke,” siger Henrik Klitvad.

”For dansk tennis er det intet mindre end fremragende med en WTA-turnering i Farum. Caroline Wozniacki genererer voldsom opmærksomhed, hvilket alle tennisklubber, unioner og DTF simpelthen skal udnytte til at øge medlemstallet. WTA-turneringen i Farum giver også unge danske tennistalenter mulighed for at høste erfaring på et niveau, der ellers er meget fjernt. Forhåbentlig ser vi et frugtbart udbytte om nogle år,” supplerer Henrik Klitvad.