Djokovic vandt storkamp i tie-break

17. marts 2014

Roger Federer er tilbage i den absolutte tennistop, men drømmene om en turneringssejr i Indian Welles blev ødelagt af Novak Djokovic. Han vandt en tæt finale med 3-6, 6-3, 7-6.

Der var ventet et stort finaleslag mellem Novak Djokovic og Roger Federer i finalen ved ATP-turneringen i Indian Welles, og tennisfansene fik præcis den finale, man kunne håbe på. Efter en lang, spændende og ikke mindst godt spillet tenniskamp skulle det hele afgøres i en tie-break i tredje sæt.

Her var det favoritten, Novak Djokovic, der var stærkest. Han fik hurtigt brudt Federers ellers stærke serv, og derfra lagde han afstand til schweizeren. Djokovic vandt tie-breaken med 7-3 og vandt dermed kampen og finalen, der dog lover for en spændende sæson med en bred top hos herrerne.

Federer storspillede
Roger Federer indledte nemlig kampen med at vise, at han langt fra er færdig på topplan. Han servede sublimt og var i første sæt en bedre spiller en Novak Djokovic. Schweizeren fik hurtigt brudt og tog sættet med 6-3.

I andet sæt vendte kampen dog på hovedet. Federer kunne ikke holde samme høje niveau på sine server, og samtidig udnyttede Djokovic de chancer, han fik. Han fik brudt Federer og formåede at holde ham fra fadet, og så udlignede serberen med 6-3 i andet sæt.

I tredje sæt lignede det også længe, at Djokovic skulle tage sejren, men han formåede ikke at serve kampen hjem, da han havde muligheden ved 5-4. I stedet kom Federer tilbage og sikrede sig en afgørelse i tie-break, hvor serberen dog alligevel var stærkest.

Højt niveau
Derfor var Novak Djokovic naturligvis også glad for sejren efter kampen. Han var presset til det yderste, og det måtte han også rose sin modstander for.

Jeg sagde før kampen, at meget få point ville afgøre, hvem der ville vinde, og det var, hvad der skete”, sagde Djokovic efter kampen til ATPs hjemmeside.

Roger spiller på et højt niveau. Han spiller bedre, end han har gjort i de sidste 13-14 måneder. Jeg var nødt til at spille mit allerbedste tennis og være koncentreret til det allersidste for at vinde. Det var, hvad jeg gjorde. Jeg er meget stolt over, hvad jeg har opnået i denne turnering”.

Kampen mellem Novak Djokovic og Roger Federer var den 33. i historien. Federer fører trods nederlaget med 17 sejre mod 16, men statistikken taler sit tydelige sprog omkring møderne mellem to af verdens bedste tennisspillere. Det kan gå begge veje.