Fire danske spillere er i denne uge i Davos i Schweiz for at deltage i en Tennis Europe Turnering. Turneringen er for piger og drenge under 14 og med fra Danmark er Martine Ditlev fra TCO, Ulrikke Høyer fra HRT, Julie Noe fra KB og Anders Holm fra Århus 1900. Leder og træner på turen er Ulrich Secher fra Greve Tennisklub.
I den forgangne weekend vandt Anders Holm tre kvalifikationskampe og er dermed i hovedrunden. Han spiller første runde af denne imorgen, onsdag. Man må sige, at det er en flot præstation af Anders, som blandt andet var bagud 3-6 i første sæts tiebreak i kval-finalen, men på godt og køligt spil alligevel vandt tiebreaken 8-6 og dermed fik knækket sin modstander.
Anders har ligeledes vundet første runde i hovedrunden i double med en tysk makker.
Julie Noe vandt første runde i kvalifikationen, men måtte desværre se sig besejret i anden runde af en stærk modstander. Julie havde været lidt småsyg op til denne kamp, men selvom hun ikke var helt på toppen, kæmpede hun alligevel det bedste, hun kunne.
Ulrikke Høyer var direkte i hovedturneringen, men tabte desværre førtse kamp til en stærk schweizer. Ulrikke havde ikke lige timingen og ramte ganske enkelt ikke dagen. Når hun tilsvarende møder en stærk spiller, som laver nul fejl og spiller med et køligt overblik, blev det svært for Ulrikke, men ligesom med Julie, er der masser af potentiale, som begge piger idag fik vist i deres double, hvor de i første sæt kun afgiver fire (!) point.
Således spiller Martine Ditlev og Anders Holm single i dag, onsdag, ligesom at Anders spiller anden runde af doubleturneringen.
Indlæg skrevet af: Ulrich Secher