Tennissporten.dk får nye ejere. Danmarks største tennisportal ejes fremover af firmaet Medieport IVS bestående af Oskar Konstantyner, Simon Svensson og Jonas Løytved.
Fra juli 2014 har Tennissporten.dk skiftet hænder. Nye ejere af Danmarks største tennisportal er Medieport IVS. Bag Medieport IVS står Oskar Konstantyner, Simon Svensson og Jonas Løytved.
Alle tre ejere er kendte i det danske tennismiljø efter at have stået bag livestreaming af Danmarksmesterskaberne udendørs i år 2013 og 2014 samt livestreaming af Davis Cup-kampen mellem Danmark og Luxembourg i april 2014. Jonas Løytved har desuden været redaktør på Tennissporten.dk det seneste år.
Ungt blod
Medieport IVS overtager Tennissporten.dk fra den tidligere ejerkreds bag Tennissporten ApS bestående af Kristoffer Weiss, Mikkel Schultz, Rasmus Bech og Anders Baron.
De tidligere ejeres begrundelse for at afhænde sitet er, at de ikke længere har den fornødne tid til projektet, og at de ønskede, at Tennissporten.dk skulle drives videre af et nyt hold med masser af gåpåmod.
Det nye hold kommer netop med gåpåmod og også med ungt blod. De nye ejere er henholdsvis 20, 20 og 19 år, og de vil stå for den daglige drift af siden samt udvikling af Tennissporten.dk, så Danmarks største tennisportal følger med tiden samtidig med, at siden lever op til den hidtidige målsætninger om at levere kvalitets artikler om dansk og international tennis med håbet om at fremme debatten i Tennisdanmark.
Et samlingspunkt for tennisinteresserede
De tre nye ejere kommer med hver deres kompetencer, som, de håber, vil kunne gavne Tennissporten.dk. Oskar Konstantyner vil stå for sidens opsætning, Simon Svensson vil stå for sidens økonomi, og Jonas Løytved vil som hidtil stå for siden redaktionelle kurs.
”Vi glæder os til at videreudvikle Tennissporten.dk’s i forvejen gode brand. Vores målsætning er, at Tennissporten.dk skal være et samlingspunkt for tennisinteresserede i Danmark”, fortæller de tre nye ejere af Danmarks største tennisportal.
De nye ejere lancerer i forbindelse med overtagelsen af Tennissporten.dk samtidig sidens nye slogan. Et slogan, der langsomt vil blive mere synligt for Tennissporten.dk’s brugere, og skal indramme Tennissporten.dk’s fokus og vision.
Tennissporten.dk – Vi slår altid dybt!
Tennissporten.dk’s vision vil i fremtiden være at gå i dybden med det danske tennisstof. Tennissporten.dk skal være massivt tilstede der, hvor tingene sker, og dække dansk og internationalt tennis med en levende og engagerende redaktionel stil.
Mere om de tre nye ejere:
Blå bog – Oskar Konstantyner:
20 år
Fra Ålsgårde
Studerer IT og kommunikation på Københavns Universitet
Ejer af firmaet Konstanto ApS
Flere års erfaring i udvikling af hjemmesider og smartphoneapplikationer
Blå bog – Simon Svensson:
20 år
Fra Hornbæk
Student fra Helsingør Gymnasium
Erfaring i salg og regnskab
Flere års erfaring i videoredigering og produktion
Blå bog – Jonas Løytved:
19 år
Fra Helsingør
Studerer Europæisk Business – Tysk på Copenhagen Business School
Arbejder som pressemedarbejder hos Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold
Flere års erfaring i journalistik og kommunikation