Danmark vandt i Fed Cup over Letland.

5. februar 2010

Det har været nogle hårde dage for det danske Fed Cup hold i Portugal. Med Caroline Wozniackis sygdom samt svingende præstationer i singlerne, var det med kniven på struben at pigerne skulle møde Letland i en kamp om at undgå nedrykningspil.

Mai Grage, Lyngby, havde fået tilliden i anden-singlen og var oppe i mod Diana Marcinkevica, WTA 520. Da det endelig galt, viste Mai klassen og vandt den vigtige kamp 46 64 62.

Caroline Wozniacki, KB, er bare klasser over alle de andre, og selv om hun var syg i går, vandt hun nemt første-singlen 62 62 over Anastasia Sevastova, WTA 80.

Dermed forbliver Danmark i Europa/Afrika gruppe 1, hvilket var målsætningen før turneringen begyndte.

Den sidste double med Karina Ildor Jacobsgaard/Malou Ejdesgaard, KB, blev desværre tabt, så dermed vinder Danmark med 2-1.

Lørdag møder holdet Israel i en placeringskamp.