Efter en række succesfulde turneringer i USA, senest med en sejr i WTA-turneringen i Ponte Vedra Beach og en finaleplads i Charleston, kommer Caroline Wozniacki nu til København for at spille mod nr. 3 på verdensranglisten, Elena Dementieva.
Kampen spilles tirsdag den 21. april kl. 20.00 i Farum Arena. ”Elena Dementieva spiller attraktiv tennis, og hun er en meget seværdig spiller for tilskuerne”, siger Caroline Wozniacki. Stillingen i deres indbyrdes opgør er 2-2, så Caroline Wozniacki håber på at tage føringen.
”På hjemmebane i e-Boks Challenge i Farum Arena vil jeg gøre alt for at slå hende. Hvis tilskuerne giver mig fuld opbakning, og der skabes en intens stemning, er jeg sikker på, at vi får en super kamp. Der vil være meget prestige på spil for begge spillere”, slutter Caroline Wozniacki.
”Caroline har de sidste par uger vist, at hun er i topform. Derfor er det fantastisk at kunne præsentere hende i e-Boks Challenge 2009 netop nu, hvor hun står på tærsklen til verdens top 10. Jeg forventer en underholdende kamp og tennis i verdensklasse, når hun møder verdens nummer tre Elena Dimentieva, på i tirsdag i Farum,” siger Henrik Andersen, adm. direktør, e-Boks.
e-Boks er de næste tre år hovedsponsor for Caroline Wozniacki, hvilket sikrer, at den danske tennisstjerne kan fokusere al sin energi på at forfølge sine sportslige mål i de kommende sæsoner. Samarbejdet mellem e-Boks og Caroline Wozniacki betyder, at Caroline Wozniacki fremover vil repræsentere e-Boks ved tennisturneringer verden over og ikke mindst ved danske tennisbegivenheder som e-Boks Challenge i Farum Arena.
Facts: Dato 21. april 2009
Tidspunkt: 20.00
Sted: Farum Arena Stavnsholtvej 41, 3520 Farum
Arrangør: NSG Tennis
Pressemeddelelse fra NSG og e-boks