– Hvorfor jeg tabte seks partier i træk? Fordi bolden er rund, og fordi, der er nogle linier, man skal ramme indenfor.
Caroline Wozniacki var hverken begejstret for sin egen indsats i fjerderunde-opgøret med den hårdtslående kineser Na Li, eller for spørgsmål af denne art fra pressens repræsentanter.
– Hun servede med nye bolde, og jeg havde solen lige i øjnene på det tidspunkt. Hun ta’r boldene tidligt, og jeg skal spille på højeste niveau hele tiden for at følge med. Jeg havde mine chancer, men jeg får dem ikke udnyttet, siger Caroline – og afviser samtidig eventuelle formodninger om, at afbrydelsen, hvor hun søgte lægelig assistance, skulle have nogen indflydelse på resultatet.
Carolines hollandske træner, Sven Groeneveld, hældte ellers stærkt til den teori umiddelbart efter, at nederlaget var en realitet, for det ligner hende ikke at tabe fokus midt i en god periode, som det skete i første sæt.
– Det var bare en lille forstrækning, det var ok efter jeg havde fået den tapet ind, men det havde ingen indflydelse på mit spil, det var mere af forebyggende art, forklarer Caroline.
Skal man søge efter noget positivt ved dagens nederlag, må det være, at året endnu er ungt – der er mange turneringer at se frem til, og det er da også den indstilling det danske tennishåb vælger at lægge for dagen.
– Jeg må jo bare tage hjem og arbejde hårdt og så forhåbentlig vende tilbage stærkere end jeg er i dag, slutter en noget slukøret Caroline. Hun kan dog glæde sig over, at hun trods alt gjorde det en tak bedre end sidste år i Melbourne, hvor hun kun nåede til tredie runde – men der er stadig plads til forbedringer.