For anden uge i træk er Caroline nået helt til semifinalen.
I sidste uge vandt hun en turnering i Ponte Vedra Beach, USA og i denne uge står hun nu i semifinalen i Charleston, USA. Her skal hun møde russeren Elena Dementieva.
I går var det dog nr. 42 i verden franskmanden Virginie Razzano, der blev fejet af banen med cifrene 6-2 6-0. De mødte også hinanden i sidste uge, hvor Caroline faktisk mente hun havde været lidt heldig på de vigtige bolde. I går var der ikke mange vigtige bolde, da nu næsten vandt dem alle sammen. Dette må jo næsten betyde, at Caroline spiller sit livs tennis lige nu.
Næste modstander er som sagt Elena Dementieva, som er nr. 3 på den seneste verdensrangliste. De har mødt hinanden et par gange tidligere, hvor der har været delte resultater. For et par uger siden var det i den store WTA-turnering i Miami, hvor Caroline endelig fik skovlen under russeren. Det bliver en spændende kamp, som jeg håber kan ses på eurosport i aften.
Skulle dette ikke være muligt, så kan de to spillere faktisk opleves live i Farum på tirsdag. Her skal de spille en opvisningskamp, som er arrangeret af Carolines hovedsponsor E-boks.