Birker?d sikkert i medaljespil

21. februar 2015

Med 4-0 efter de fire singler er Birkerøds herrer klar til medaljespillet.

BIRKERØD.

Ganske kort proces. Birkerøds herrer hamrede sig lørdag eftermiddag ind i medaljespillet som videre af mellemspillets pulje 2. 4-0 efter de fire singler i holdkampen mod Aarhus 1900 er nok til, at Birkerød er klar til medaljespillet.

Nordsjællænderne havde til lejligheden forstærket sig med Jesper Brunström. En svensker lige udenfor top 1000 på verdensranglisten var fremragende i tennishallen i Birkerød og kørte i perioder af førstesinglekampen Jeppe Frantzen rundt. Og Birkerøds øvrige fulgte trop. Jesper Korsbæk Jensen slog Asger Buus Andersen, Hans Stentoft slog Christian Thuesen, og Philip Ørnø slog Andreas Hovesen Pedersen. Alle i to sæt og det skabte god stemning i Birkerød-lejren.

Vi er tilfredse. Vi havde en god forstærkning med i Jesper, og han spillede virkelig godt i dag. Vi er favoritter mod Aarhus, når de er uden deres college-drenge, så vi skal vinde en kamp som i dag, men vi spiller godt, og vi er glade for sejren og medaljespilspladsen. Det var en målsætning for os at nå medaljespillet, så vi er glade”, sagde Birkerøds andensingle Philip Ørnø, efter det stod klart, at nordsjællænderne ville vinde med mellemspilspuljen.

Vigtig puljesejr
Og netop sejren i mellemspilspuljen kan vise sig vigtig for Birkerød. Den betyder, at de i DM-semifinalen undgår at møde de helt store favoritter fra KB. De havde ikke rigtig tænkt over vigtigheden af puljesejren, før kampen, men Philip Ørnø blev da glædeligt overrasket, da han blev præsenteret for nyheden.

Så møder vi jo nok Gentofte eller Lyngby, hvis de går med videre, og det er udmærket. Vores ambition vil være at vinde en medalje, men vi vil selvfølgelig gerne vinde alle kampe, så det gør da vejen lidt lettere, at vi slipper for KB i semifinalen”.

De har indtil videre været ganske godt tilfredse med deres sæson i Birkerød. De blev sidst i den seedede pulje i grundspillet men fik alligevel tre point med over i mellemspillet, da KB til manges overraskelse valgte at flytte Gentofte med over i deres mellemspilspulje, så Birkerød fulgte med Lyngby.

I mellemspillet har nordsjællænderne så højnet niveauet, også fordi Jesper Brunström er hentet ind som forstærkning. HRT blev besejret med 5-1, og det lagde grunden for Birkerøds puljesejr, og med en solid indsats lørdag eftermiddag mod Aarhus 1900 står Birkerød nu i den fordelagtige position før medaljespillet.

DM-guld bliver svært
Vi har haft et godt hold, og vi har spillet godt. Vi havde Frederik Nymann på i starten, som gjorde det godt, og her efter nytår har vi så fået Jesper og Hans, som har vist et godt niveau”, siger Philip Ørnø, der dog mener, at Birkerød får svært ved at hentet guldet, når medaljerne skal uddeles til marts.

Det kunne være sjovt, hvis vi kom i en finale mod KB. Men med Martin og Thomas i Davis Cup-form bliver det svært for os, og deres bredde er også bedre end vores. Vi tror på, at vi kan vinde en medalje, og vi spiller selvfølgelig vores chance”.

Birkerød og Aarhus 1900 spiller i skrivende stund to doubler, og det samme gør Lyngby og HRT simultant i Lyngby. Vinder Lyngby den ene af deres doubler er de klar til medaljespillet, men vinder HRT begge doubler, skal der tælles sætscore mellem Lyngby og HRT. Vinder Aarhus 1900 også begge doubler mod Birkerød, skal der tælles sætscore mellem Lyngby, HRT og Aarhus 1900.