Jeg er taget til Antalya for at prøve at kvalle ind i tre Future turneringer.
Og det er jo gået godt, tror jeg. Jeg har sgu svært ved at overskue hvad der er succes for mig nu, for jeg forstår vist ikke rigtig hvor god jeg egentlig er til at spille tennis. Lige meget hvor godt andre folk synes jeg spiller, tænker jeg altid at det kan da blive meget bedre. Og når jeg selv synes jeg har spillet godt, hvilket er for sjældent at jeg synes det, er det som regel fordi jeg ikke har tænkt over om jeg spillede godt eller dårligt mens det stod på – jeg vurderede hverken mig selv, min modstander, eller spillet vi leverede for publikum. Der var bare bolden og det næste point som gik ud på hvordan jeg kunne pådutte modstanderen min spillestil og udspille ham på min måde.
For det er det man skal, tror jeg. Man skal have lyst til at spille det næste point, fordi der har man en ny chance, for at udspille sin modstander… Der kan man få lov til at høvle en serv afsted, en forhånd, en baghånd, en slice, på kryds, longline, et par kombinationer og så en vinder… Sjask! Og misser man et slag, prøver man da bare igen på næste bold. Og det er jo det der er fedt ved tennis. Det er sgu da derfor man spiller – fordi det er pissesjovt at hamre til klatten og konkurrere med sine bedste våben mod modstanderens bedste våben, eller hvis man spiller ham rigtigt hans dårligste våben.
Jeg skriver den her lidt lommefilosofiske selvransagelse, dels for at informere jer, kære læsere, om at jeg igen måtte se mig besejret i første runde i main draw og igen ikke spillede mit spil; det spil jeg har det sjovt med at spille, og det spil der vinder kampe, og dels for at finde ud af hvordan jeg kan komme til at spille det spil jeg gerne vil. Indtil da er tingene ikke på plads indeni mig. Jeg skal nå det her mål inden jeg forlader dette iøvrigt utroligt smagløse feriested for fede russere og trofækoner med silikonebryster, der nyder godt af alt-inklusiv-ordningen med mad og drikke indtil man brækker sig… Målet er: At spille en hel kamp på min måde. At starte kampen med at pålægge modstanderen min spillestil og udspille ham med en hård serv, som giver mulighed for et hurtigt aftræk fra baghånden og/eller tungt tryk fra forhånden. Misser jeg er det okay, for så er der jo den næste bold til at forsøge igen… ikke???