Australian Open: Alle mandelige semifinalister fundet

28. januar 2015

Verdens nummer et og forsvarende mester tonser videre til semifinalen.

I mændenes afdeling af Australian Open stod forrige års vinder af turneringen, Stan Wawrinka, overfor den japanske tennisstjerne Kei Nishikori.

Schweiziske Wawrinka vandt kampen i tre sæt med cifrene 6-3, 6-4 7-6, og er dermed godt på vej til at generobre titlen i Melbourne.

Wawrinka var den bedste på banen og sejren kom blandt andet i hus grundet hans gode serv. Han formåede at lave hele 20 serveesser mod Nishikoris seks serveesser.

Wawrinka var ellers ved at sætte tredje sæt over styr under tiebreaken, hvor Nishikori kom tilbage fra at være nede med 1-6 til 6-6. Wawrinka formåede dog at tage kontrollen igen og vinde de to sidste afgørende bolde.

I den fjerde og sidste kvartfinale stod verdens bedste mandlige tennisspiller, Novak Djokovic, overfor Canadiske Milos Raonic, der er verdens nummer otte.

Novak Djokovic viste sin styrke og vandt kampen i kun tre sæt, med cifrene 7-6, 6-4, 6-2.  

Første sæt blev et tæt et af slagsen, hvor ingen af de to herrer formåede at bryde hinanden, og de måtte derfor ud i en tiebreak for at få det afgjort. Her var Djokovic stærkest og tog sættet hjem ved tredje matchbold.

I andet sæt formåede Djokovic hurtigt at bryde canadieren og ved at holde egen serv i resten af sættet, kunne han ligeledes glæde sig over sætsejr i andet sæt.

I tredje sæt viste Djokovic sin dominans ved at bryde Raonic to gange og vinde tredje sæt med overbevisende 6-2. Djokovic fører nu det indbyrdes opgør 5-0 over Raonic

Der er dermed lagt op til et brag af en kamp i semifinalen, når Stan Wawrinka står overfor Novak Djokovic. Ved forrige års Australian Open mødte de to hinanden i en yderst tæt kvartfinale, der tog hele fire timer. Kampen blev først afgjort i femte sæt som Wawrinka vandt med 9-7.

I den anden semifinale står Tomas Berdych overfor Andy Murray i kampen om en finaleplads.

Billede af David Rommedahl