Anders Holm vandt en af dagens på forhånd mest interessante kampe på centre court, da han besejrede Rasmus Schwarz 7-5, 6-1. Holm er regnet som en af DM-outsiderne, og hans eget mål hedder kvartfinalen.
Det kan blive et ganske godt DM for Århus 1900-spilleren Anders Holm. Selv følte han sig fint spillende, da han i første runde mødte Rasmus Schwarz, og efter et spændende første sæt satte Anders Holm, da også trumf på.
Første sæt kom i hus til allersidst med 7-5, men i andet sæt brød Anders Holm tidlidt, hvilket gav ham større ro. Det blev til 6-1 for århusianeren, der nu er klar til anden runde ved DM i Helsingør.
”I andet sæt løsner jeg op i mine returneringer, og samtidig går hans serv lidt ned. Da jeg får brudt ham i starten af andet sæt spillede jeg mere frit”, fortalte Anders Holm efter kampen.
”Jeg synes, at jeg spillede godt. Jeg havde enkelte koncentrationssvigt, da jeg skulle køre kampen hjem til sidst, men ellers er jeg fint tilfreds”.
Lange dueller venter
I anden runde venter nu Alexander Königsfeldt for Anders Holm, og det er en kamp, hvor Holm tror på gode muligheder.
”Jeg har aldrig mødt ham, jeg har kun mødt hans bror. Han er en god og stabil spiller, og jeg tror, det bliver en åben kamp. Vi er begge to interesseret i lange dueller. Ingen af os spiller på at afgøre boldene på serven”, forklarede Århus 1900-spilleren.
Skulle Anders Holm gå videre fra andenrunde venter der dog noget af en udfordring i form af den førsteseedede Philip Ørnø. Derfor er målsætning også kun kvartfinalen, og så er alt udover bonus.
”Mit mål er kvartfinalen, så holder jeg min seedning. Det er hårdt som ottendeseedet at være i halvdel med den førsteseedet. Philip er meget stærk, så i første omgang skal jeg bare i kvartfinalen”, fortalte Anders Holm.
Holm spiller andenrundekamp i morgen.