Anden finale i træk

19. februar 2010

Jeg vandt i dag semifinalen 6-4 6-7 (2) 6-1 over Andrea Patracchini (ITF 565) fra Italien. Jeg startede rigtig godt og kom foran 5-2 med to brud. Det var dog først efter at jeg var nede med breakbold til 5-5, at jeg fik servet sættet hjem. I andet sæt holdt vi begge serv indtil jeg brød ham til 4-3 og kom også foran 5-3. Da jeg skulle serve kampen hjem ved 5-4, fik jeg en god gammeldags gummiarm og lavede to dobbeltfejl, en nem forhåndsfejl og missede en nem flugtning. Efter det parti blev jeg meget passiv og lod ham få alt initiativet i kampen, og tabte derfor sættet 7-2 i tiebreak. I 3. sæt blev jeg igen mere aggressiv mens han også lavede nogle dumme fejl, og da jeg kom foran 4-0 gav han stort set op så det var lækkert!

Jeg spillede en rigtig god kamp indtil 6-4 5-4, og som jeg har skrevet nogle gange før, skal jeg blive bedre til at holde trykket på min modstander og ikke blive passiv.

I finalen i morgen møder jeg Robin Kern (ITF 1104) fra Tyskland. Han server og slår rigtig hårdt, men laver også fejl, så det passer mig fint.