Caroline Wozniacki gider ikke spille Fed Cup for Danmark. Hun gør det kun, fordi det er påkrævet, hvis hun vil spille OL. En uengageret Wozniacki vil dog alligevel løfte Danmark så meget, at oprykning ser yderst realistisk ud, lyder analysen.
”Caroline ofrer sig for OL-drømmen”.
”Glædelige nyheder fra Singapore”.
Disse to rubrikker fortæller i virkeligheden det præcis samme. Forskellen er fra hvis perspektiv, de er skrevet.
Den første rubrik er fra Ekstra Bladet, der kunne fortælle, at Caroline Wozniacki vil til OL, og at hun derfor må opfylde de retningslinjer, der indebær, at hun er nødt til at spille Fed Cup for Danmark – Mod modstandere som Island, Malta og Norge. Mellem linjerne står tydeligt skrevet, at Caroline Wozniacki væsentlig hellere ville fokusere på sin egen internationale karriere frem for at repræsentere nationen mod badebillet et, to og tre fra den tunge ende af verdensranglisten.
Den anden rubrik er fra Dansk Tennis Forbund. Her udtrykker næstformand i Dansk Tennis Forbund stor glæde over, at Caroline Wozniacki ønsker – ja, ordet ønsker bliver brugt – at repræsentere Danmark. Ganske forståeligt, at Dansk Tennis Forbund glæder sig over, at det danske landshold bliver forstærket i en så høj grad, at dansk oprykning ser mere end realistisk ud, men omvendt er det vidst ingen tvivl om, at det er af nød og ikke af lyst, at Caroline Wozniacki trækker nationaltrøjen over hovedet.
Skal spille for Danmark i 2015 og 2016
De internationale regler foreskriver, at for at spille OL skal man optræde to gange på landsholdet, og da Wozniacki hverken har spillet for Danmark i år 2013 eller 2014, skal hun altså spille i år 2015 og 2016 for at opnå OL-kvalifikation.
Siden år 2011 har Danmarks bedste tennisspiller ikke spillet for landsholdet, og havde hun haft et reelt valg, er der nok ingen tvivl om, at hun også havde droppet landsholdet i år 2015. Udefraset ligner det, at Wozniacki trak den så længe som muligt med at optræde for landsholdet i håbet om, at Danmark så ville sikre sig oprykningen, og Wozniacki på den måde kunne få nogle lidt mere attraktive kampe i nationaltrøjen. Det lykkedes imidlertid ikke, og derfor skal verdensranglistens nummer otte optræde i den laveste division i Fed Cup-regi.
Ikke et socialt pudse-nusse-hold
Diskussionen vil derfor naturligt nok opstå om, hvorvidt man overhovedet burde lade Caroline Wozniacki optræde, når hun ikke har interesse i at spille for sit land. Hun går formentlig ind og tager Maria Jespersens plads, der i årevis har kæmpet for Danmark. Er det fair?
Set fra dansk tennis synsvinkel er der ikke rigtig noget valg, hvis man ser sportsligt på det. Det er et landshold, og ikke et socialt pudse-nusse-hold. Dels betyder Caroline Wozniackis landsholdscomeback, at Danmark ligner en storfavorit til at rykke op, og samtidig betyder det også, at der efter alt at dømme bliver dansk tennisdeltagelse ved OL i Rio – Noget man absolut ikke skal kimse af.
Wozniacki er så stor, at hun selv kan vælge, hvornår hun vil stille op. Det må vi bare erkende. Så kan man synes, at hun burde vise så stor fædrelandsære, at hun stillede op hver gang, og så kan man mene, at det er synd for Maria Jespersen, at hun bliver vraget, men faktum er, at det danske landshold og dansk tennis bliver væsentligt forstærket af, at Wozniacki ofrer sig for hendes egen OL-drøm.
Selvom det nok ikke bliver den mest engagerede Caroline Wozniacki, der møder op i landsholdslejren, er verdens nummer otte alligevel så god, at de danske oprykningschancer er yderst gode. Wozniacki bør kunne vinde over alle de modstandere, hun står overfor. Også selvom hun kun spiller på 90 %. Og gør hun det, skal Wozniacki enten bare vinde en double med Malou Ejdesgaard, og ellers skal enten Mai Grage eller Karen Barbat vinde deres andensinglekamp. Altså med Wozniacki – trods hendes måske manglende engagement – bør Danmark rykke op, og det tæller trods alt mere end de fleste andre hensyn i denne sag.