Amerikaner på hjemmebane i Danmark

2. juni 2011

’USA’ står der ud for Julia Boserup på listen over spillere, som skal forsøge at spille sig igennem kvalifikationen til e-Boks Sony Ericsson Open 2011. Men som navnet antyder, har 19-årige Julia Boserup en forbindelse til Danmark.

Julia Boserups forældre er begge danske, og derfor taler tennisspilleren dansk, selv om hun er født og opvokset i Californien. Og derfor føles det lidt som hjemmebane, når hun fra på lørdag er med i kvalifikationen til den danske WTA-turnering i Farum Arena.

”Jeg glæder mig til at spille i Danmark, fordi meget af min familie bor her og kan komme og se mig. Jeg føler mig hjemme her”, fortæller Julia Boserup, der blandt andre har sin bedstefar i København. Og sidste år flyttede hendes storesøster hertil, efter at hun have mødt og var blevet gift med en dansker.

I 2008 vandt Julia Boserup den meget prestigefulde juniorturnering i USA, Orange Bowl, som Caroline Wozniacki vandt i 2005. I 2010 blev Julia Boserup professionel, og i denne uge er hun nr. 295 i verden, hvilket er hendes hidtil bedste rangering i karrieren. Tre gange har tennisspilleren, der stadig er bosat i Californien, rejst med det amerikanske Fed Cup-hold som hittingpartner, og da hun har både dansk og amerikansk statsborgerskab, kan det danske Fed Cup-hold i princippet også få glæde af hendes tennisevner. Og det har Julia Boserup også selv tænkt på – uden at have taget en beslutning.

”Det er noget, som jeg vil overveje i fremtiden”, siger Julia Boserup.

Lige nu gælder det e-Boks Sony Ericsson Open 2011.

”Mit mål er at spille godt og nyde oplevelsen”, siger hun.

Kvalifikationsturneringen spilles i den kommende weekend. Fire spillere går videre til hovedturneringen, som begynder på mandag den 6. juni.

Kilde: Pressemeddelelse fra e-Boks Sony Ericsson Open 2011