På trods af masser af fremgang på træning, kunne jeg ikke få det ud i kamp. Jeg tabte min 1. runde mod Conor Niland, Irland, med 3-6 6-0 3-6. Det hele var meget bedre, end det har været på det seneste, men jeg turde ikke slå ordenligt til bolden. Jeg var usikker og lav på selvtillid, så jeg fik aldrig spillet mig ud. Hedligvis var der fremgang at spore, og nu rammer jeg i det mindste kuglen, som jeg forventer det. Det er utopi at tro, at jeg går fra 0 til 100 på ingen tid, men jeg havde alligevel håbet på en bedre kamp. Jeg startede skidt, men fik så overtaget og har breakbolde til 4-3. I stedet går det lige den modsatte vej, og det slutter skidt af. I 2. sæt fik jeg et godt flow i spillet, mens hans lavede en del fejl. Desværre fik jeg ikke holdt fast i den gode stil, og bare det at der var et nyt st ændrede min tankegang, og jeg blev endnu engang for forsigtig, og lagde sættet ud med årets værste game. Jeg vil ikke engang tænke på det. Derefter var det op ad bakke, og jeg havde det ikke i mig at komme tilbage. Tungt.
Det er ikke første gang, jeg går igennem en bondeperiode, så jeg ved, det bare er et spørgsmål om tid, før jeg begynder at ramme kuglen igen. Det føles dog som om, der er lang vej til enden af tunnellen, når nu jeg står i situationen. Sådan er sport, og det er ikke jordens undergang. Der er i hvert fald ingen grund til at græde snot over det. Det er bare at træne endnu bedre.
YNWA