I en af årets helt store grusturneringer, Madrid Open, kommer Caroline i 3. runde til at stå overfor en modstander hun ikke tidligere har mødt -i hvert fald på pro-turen.
Født næsten præcist et år tidligere end den danske tennisstjerne, er Alisa Kleybanova ligeledes en ambitiøs himmelstormer. Men hvor Wozniackis vej har været eksplosionsagtig, tager Alisa sin udvikling lidt mere rolig.
Kleybanova er en 1,8 meter høj, kraftig spiller, der føler sig godt tilpas på grus…netop underlaget i Madrid. Hun er den type, hvor opblomstringen og udviklingen af hendes tennispotentiale sker kontroleret, og til stadighed.
Hun begyndte på pro-turen i 2003 og sluttede som nr.623 på WTAs rangliste. Året efter endte hun som nr.364 og i 2006 som nr.262. Hun fortsatte fremgangen i 2007 og blev nr.150 og så sidste år…hendes gennembrudsår, sluttede hun som nr.33. Kan nogen være i tvivl om Kleybanovas ambitioner?
Hun er i dag WTA26 og nr.21 i Race-ranking (her er Caroline nr.8 i Race). Alisa har ingen WTA-titler i single, men 1 i double (Caroline har 4 i single og 2 i double). Alisa har i år vundet 14 kampe, tabt 9 (Caroline vundet 30, tabt 10).
I år har Kleybanova deltaget i 10 turneringer. Højdepunkterne har været: i Brisbane, hvor hun slår Kanepi WTA19. I Sydney, hvor hun slår Kirilenko WTA41. I Australian Open, hvor hun slår Ivanovic WTA8 (men taber til Ivanovic et måned senere i Dubai). I Paris, hvor hun slår Pionkova WTA47. I Indian Wells, hvor hun slår Paszek WTA60. At slå Kanepi og Ivanovic er virkelig fornemt.
Og i denne uge, i Madrid Open, har Kleybanova slået Venus Williams -sent tirsdag aften 6-3, 3-6, 7-5. Det var ikke Venus` normale niveau i den kamp. Men det skyldes tildels Kleybanovas glimrende spil, hvor hun spillede aggressivt, servede godt og lavede få fejl -mod amerikaneren, der lavede 41 uprovokerede fejl. Og så brød hun Venus syv gange. Bare godt gået.
Dette opgør mod Venus Williams viser, hvorfor der lægges mærke til Alisa og hvorfor hun er kommet med på listen over spillere, man bør holde særligt øje med.
Wozniacki må ikke lade sig overraske af denne russer. Selvom hun er med i den nye bølge af dygtige russiske tennispiger, er hun der ikke helt endnu. Lige nu er det Caroline, der er helt fremme som nr.11, hele femten pladser højere end Alisa, og Caro har spillet til dette niveau. Det er ingen tilfældighed.
Kleybanova har sine svagheder. Hun er en anelse for tung til virkelig at kunne bevæge sig hurtigt på banen. Der bliver fokuseret på at forbedre hendes fodarbejde. Eksperter peger på, at bl.a. fitness vil være det, der kan bringe Alisa yderligere opad ranglisten.
I år har Wozniacki spillet 11 turneringer (ialt 40 kampe), og Kleybanova 9 turneringer (ialt 23 kampe). Det er et tæt program.
Caroline har den indre styrke, sin intelligens og det fine spil, der kan bringe hende frem til kvartfinalen. Men Alisa vil videre ligeså brændende som danskeren. Tre sæt ville ikke overraske mig….og så med et lille danebrogsflag hejst. Lykke til.
Fra Madrid.
Ikke før 17:30h – Eurosport LIVE
A Kleybanova (RUS) v [9] C Wozniacki (DEN)