Kenneth Carlsen har fået udgivet sin selvbiografi på bogform. I den har han genopfrisket gamle ”uoverensstemmelser” på trods af vores udmærkede forhold i dag. Når man skriver en sådan bog, skal man passe på med omtalen af mennesker, man eventuelt senere gerne vil samarbejde med.
Kære Kenneth,
Din karriere som aktiv tennisspiller er slut, og du er i gang med et nyt liv. Du har gjort det godt og har dit på det tørre! Din dygtighed på tennisbanen har givet en masse ros og personlig bekræftelse og i tiden efter din abdicering blev der i medierne skrevet smukt om Kenneth Carlsen.
Som vi begge ved, så står denne tid for de fleste professionelle tennisspillere som skræmmende, fordi vi dybest set ikke kan andet end at spille tennis. Vi har været selvoptagede, og vi har ikke udrettet noget fornuftigt. Uden uddannelse kan det være svært at se, hvordan vi kommer videre.
Men din bane er øjensynlig kridtet op. Alle forventer, du på et tidspunkt bliver ansat af Dansk Tennis Forbund, så du slipper for at føle det tomrum, mange sportsfolk havner i. Du udfolder dig på TV og modtager glædestrålende den virak, der omgiver din person. Ligeledes har du, når vi har trænet sammen i Monte Carlo, virket meget gladere og ikke nær så anspændt, som da du var aktiv.
Nu er du så ikke overraskende blevet tilbudt jobbet som Davis Cup kaptajn. En nyhed, du personligt overbragte mig hjemme hos mine svigerforældre for at høre, hvordan jeg ”havde det” med Davis Cup. Her forærede du mig et eksemplar af din selvbiografi, mens du forklarede, at du havde følt dig tvunget til at omtale den 7 år gamle ”fejde”, som du kalder den.
Jeg troede, vi havde lagt det bag os. Troede, at vi var blevet enige om, at det var pressens manipulation, misforståelser samt tennisforbundets dårlige kommunikation, der skabte dette mediemæssige scoop af et fjendskab mellem to haner i en lille hønsegård. Jeg tog fejl. Selv med al din succes og mediemæssige popularitet er det ikke lykkedes dig at komme over det.
For mig afbøder det intet, at du ikke håber ”din udlægning af fortiden” gør vores forhold dårligt igen. Også selv om du klynger håbet til, at ”Kristian er vokset til og har ændret sig”. ”Når man som jeg blev svinet til i pressen på den måde, så glemmer man det ikke lige med det samme.” Sådan kunne jeg også sige om det kapitel, du har tilegnet ”mindet om min personlighed”.
I din bog omtaler du en række hændelser, der i ”sagens natur” er subjektive men også forkerte. Detaljeret at afvise hver enkelt af dem ville dog være pladskrævende, for indforstået og uinteressant for andre. Enkelte af dem påkalder sig en kommentar, ligesom de ”historier”, der intet har med vores indbyrdes forhold at gøre, og som kun kan have det formål at stille mig i et dårligt lys.
F.eks. skriver du, at du ”havde hørt historier om at han havde ”halv-tanket”, nærmest opgivet en juniorlandskamp”. Det er rigtigt, at jeg som junior i protest mod en elendig træners støtte bevidst slog boldene ud. Men da træneren endelig forlod min bane efter et sæt og et par breaks til Portugal, vandt jeg kampen for holdet. Samme dag meddelte jeg ham, at jeg aldrig ville spille på et hold med ham som leder. Det må være fra træneren, du har denne for vores forhold ligegyldige historie.
Dernæst formidler du en gammel and: ”Team Danmarks chef sagde til Ekstra Bladet, at Pless fra 1994 til 1998 modtog i omegnen af 2 millioner støttekroner. Meget, meget mere end jeg nogensinde fik.” Du må også have læst avisen et par dage efter, hvor mit regnskab blev lagt frem og historien grundig aflivet. Hvad du har ”fået”, kan jeg ikke vide, men du overser, at du adskillige år i ATP’s top 100 havde gratis træner med i rigtig mange uger om året. Til hele verden! Betalt af DTF´s elitecenter, som i disse perioder var uden træner til dem, der ikke havde råd til personlig træner men som virkelig havde brug for en! Det var sådan, du gerne ville have det for at spille Davis Cup!
Og du fortsætter: ”Samtidig lagde Pless sig ud med ledelsen for Copenhagen Open ved at melde afbud til 2002 – turneringen”. Jeg meldte ikke afbud! Du ved godt, at man tilmelder sig en turnering og fravælger de andre i samme uge. Det var da ærgerligt for ejerne, at jeg valgte en anden turnering, men du mener, jeg var moralsk forpligtet til at spille, fordi jeg tidligere havde fået wildcard. Det første WC fik jeg, da jeg var god nok til at fylde hallen! Turneringen var en forretning, og i årene før og efter min deltagelse gav den WC til svenskere. Først da det tyndede ud med svenske trækplastre, blev der givet WC til andre danske spillere. Jeg vidste ikke, at jeg havde ”lagt mig ud” med turneringen, men da ejeren var din manager, må det være derfra, du har den ”historie”!
Endelig kobler du mig til noget, jeg intet har at gøre med: ”Fortællingen om balladen med Kristian Pless og Davis Cup – holdets nedtur”. Jeg startede på Davis Cup holdet, da Danmark lå i 3. div. og kom til kvalfinalen, og jeg sluttede præcis samme sted. ”Jeg vidste, hvor lidt han følte for Davis Cup holdet” er en uforskammet påstand. Du var ikke til stede i de fleste Davis Cup kampe, hvor jeg deltog. Jeg havde det godt på holdet, hvor alle trivedes. Tværtimod følte JEG, at DU ofte svigtede holdet. Og først da jeg læste din bog, gik det med forbavselse op for mig, hvorfor du opførte dig, som du gjorde under hele den Davis Cup ballade, som du ”så flot” tilskriver mig. Men det er rigtigt, at jeg efter ”balladen om Kenneth Carlsen” mistede interessen.
Du skriver, du ikke respekterede min måde ”at behandle andre mennesker på”. Havde du uddybet dette, kunne jeg have taget stilling til det. Den måde, DU behandlede mig på var selv, da jeg var god nok til at træne med Sampras, at undgå mig på KB! Efterfølgende har du aldrig været i stand til at komme til tiden, når vi har trænet sammen! At du ud af ”balladen om Davis Cup” udleder, at jeg ikke kan fungere på et hold, opfatter jeg som en projektion, der skal kaste røgslør over dine egne sociale evner. Jeg deltager år efter år på hold i forskellige lande, mens du ikke har deltaget på andre hold end Davis Cup. Og selv om jeg (og andre danske spillere) altid har bakket op om dine kampe på ATP touren, har du aldrig overværet mine kampe (eller andre danske spilleres)! Du var sjældent socialt til stede i spillernes lounge, og du er hverken set eller hørt gå ud og spise med andre spillere, der opfattede dig som en enspænder. Åbenbart havde du ikke psykisk overskud til socialt samvær. Hvordan du så i øvrigt har behandlet andre mennesker, ønsker jeg ikke her at tage stilling til.
Undervejs i dit angreb på mig, prøver du at bortlede opmærksomheden! ”Det ligger unaturligt for mig at overfalde folk, uanset hvor meget de angriber mig.” Videre hævder du i bogen: ”Nu er jeg ikke typen, der render og forsvarer mig selv”. Og minsandten om du ikke i forholdet mellem os to postulerer at have tænkt: ”Nu måtte jeg være den voksne”.
Jeg sagde den gang til forbundet, at det var totalt latterligt, at Danmarks to bedste spillere ikke kunne træne sammen. Svaret var, at du havde brug for tid og ikke ville tale med mig. Er det særlig voksent? Og da jeg på Skagen 14 dage inden deadline for tilmeldinger til Asien touren spurgte om dine planer mht. Davis Cup, omtaler du det som ”et angreb”. Er det særlig nøgternt? Og er den sårbarhed, der tvang dig til at skrive et kapitel om mig og ellers sammenligne dig med mig og min rangering et utal af gange, ikke lidt barnlig? ”Det lykkedes mig aldrig at tabe til en landsmand i en international turnering” praler du. Nej muligvis, men i ugen efter, at du knebent slog mig på Koldings lynhurtige baner, skulle vi have mødt hinanden på en langsom bane i en semifinale i England. Du meldte afbud med ”en forstrækning” men trænede ihærdigt dagen efter – et andet sted – fortalte din træningspartner! Er det særlig voksent?
Og så opdagede jeg det. Godt nok var jeg dengang blevet hvisket det i øret, men først nu giver du mig vished for balladens baggrund. ”Da jeg fik et slag i maven af Dansk Tennis Forbund og Dansk Olympisk Komite gjorde det ondt. De valgte at sende Kristian Pless til OL på min bekostning. I otte år havde jeg stillet op for mit land i Davis Cup og ved to Olympiske lege, og nu nægtede de at tildele mig et wildcard til OL i Sydney. Jeg rangerede som Danmarks klart bedste spiller på trods af pointtabet i forbindelse med pausen, som nu havde varet fra oktober til juli. Alligevel valgte forbundet at give Danmarks wildcard til den unge Kristian Pless, selv om han kun rangerede på en 246. plads. Jeg lå på grund af reglerne om fastlåste placeringer i lange skadespauser nummer 86”.
Nej Kenneth, det gjorde du ikke! Da OL startede den 18. september lå du nr. 616! Du havde en ”beskyttet rangering”, hvor du i 8 turneringer kunne få lov at stille op SOM OM du var nr. 86, når du vendte tilbage. Men måske var du ”Danmarks klart bedste spiller” på det tidspunkt. Det er bare ikke sandsynligt, da du var langtidsskadet både før, ”under” og efter OL! Det var IKKE ”Danmarks wildcard”, og jeg blev IKKE udtaget ”på din bekostning”. Jeg fik et WC af International Tennis Federation (ITF), fordi jeg var blevet udnævnt til juniorverdensmester. Dette godkendte DOK.
”Det gjorde mig så arrig på forbundet og komiteen, og jeg var i tvivl om jeg nogensinde ville spille for Danmark igen”. ”Hvis der havde været Davis Cup i morgen meldte jeg 100 % afbud”. Denne hudløse ærlighed taler vist for sig selv med alle de Davis Cup problemer, du skabte året efter.
Du beklager dig over manglende respekt, men din hyldest til dig selv er til gengæld hæmningsløs! Det virker mere som om, du søger beundring. Jeg synes faktisk, du har været en imponerende god tennisspiller, der til fulde har udnyttet sine muligheder. Min og andre danske spilleres næstekærlige respekt for dig kan man se af, at ingen af os på noget tidspunkt har offentliggjort nogen af de bizarre og ondskabsfuldt grinagtige historier, der er udsprunget af din aparte og tvangsprægede adfærd og som i dag til megen moro cirkulerer blandt spillerne på touren.
Nu er jeg imidlertid færdig med at forholde mig til gamle Davis Cup historier. Jeg fatter ikke, du bragte dem op igen. Hvad havde du forestillet dig? At ”Styrmand Carlsen” var så stor i det lille eventyrland, at han frit kunne svine andre til? Men du har ret i, at den megen ballade gik ud over min tennis. Det er ikke nemt for en idrætsmand at leve med så dårlig presse i sit eget hjemland.
Du kan fortsætte din private ”fejde”, så længe du har behov. Jeg har ikke yderligere kommentarer til Davis Cup dengang og har ikke til hensigt at bidrage til en fornyet føljeton om os to i medierne.
Og skulle det endelig en dag komme på tale og holdet ønsker det, kan jeg godt leve med dig som kaptajn for Davis Cup holdet.
Kristian Pless