Dagens kampe i Kolding er lige afsluttet. Det blev til den ventede sejr til Frederik men ligeledes det ventede nederlag til Martin.
Martin lagde først ud mod finnen Jarkko Nieminen, og her fik han det svært. Det blev til et nederlag på 3-6 1-6 3-6. Christian Camradt refererer fra gerningsstedet, at Martin spillede for passivt og med for mange uprovokerede fejl. Men altså, Jarkko er også lidt af en stor mundfuld for den danske mester Martin, så det kunne næppe være anderledes på nuværende tidspunkt.
Presset var derfor på Frederiks skuldre inden den anden kamp, og det kunne han givetvis mærke. Camradt, som er Frederiks klubtræner, fortæller fra kampen, at Frederik startede nervøst og havde meget svært ved at finde træffet i første sæt. Det blev derfor til en hurtig finsk sætsejr på 6-2. Frederik fandt aldrig rigtigt storspillet frem, men han sled den hjem i de næste 3 sæt, som endte med cifrene 6-4 6-2 6-3. Timo Nieminen havde højst overraskende fået lov til at styre spillet, hvilket ellers ikke er hans spillestil. Det kan dog være ligegyldigt, hvordan en Davis Cup kamp vindes bare den vindes, og vi er alle glade for det første danske point.
I morgen står den på double, og dette kan meget vel blive den udslagsgivende kamp. Vi krydser alle fingre og håber, der dukker en masse mennesker op for at støtte spillerne.