Wozniacki og Friis Søndergaard hædret

3. december 2013

Tennissporten.dk til ’Årets tennisspiller-træk’ i København: Caroline Wozniacki vandt prisen som årets tennisspiller, og Simon Friis Søndergaard blev årets juniortennisspiller, da Dansk Tennis Forbund og SEB i dag uddelte de fineste danske tennispriser ved ’Årets tennisspiller-træf’.

Der var ingen kaniner i hatten, da Dansk Tennis Forbund og SEB i dag hædrede den danske tennistop i SEBs hovedkvarter i København. De to fineste tennispriser fik præcis som forventet til Caroline Wozniacki og Simon Friis Søndergaard. Førstnævnte blev for sjette gang kåret til årets tennisspiller, mens Simon Friis Søndergaard modtog sin første DTF-pris, da han vandt prisen som årets juniortennisspiller.

Caroline Wozniacki var ikke selv til stede ved prisoverrækkelsen, da hun træner i USA frem mod næste sæson, da for alvor indledes for hendes vedkomne med Australien Open i januar. Hendes bror Patrick Wozniacki modtog derfor prisen på vegne af hende, og fortalte de tilhørende, at Caroline Wozniacki er meget glad for den opbakning, hun modtager i Danmark, og at hun vil arbejde hårdt for at blive endnu bedre næste år, end hun har været i år.

Carlsen: Fortjent
I år vandt Caroline Wozniacki en WTA-titel, da hun i oktober vandt Luxembourg Open og for femte sæson i træk endte hun som nr. 10 på verdensranglisten, og selvom sæsonen ikke har været Wozniackis bedste i hendes karriere, er kåringen stadig fortjent ifølge den danske landstræner. Kenneth Carlsen siger, at mere vil have mere, hvad angår Caroline Wozniacki, og at man nogen gange glemmer, hvor store hendes præstationer egentlig er.

Det er fortjent. Mange glemmer hvor god Caroline faktisk er. Det er en helt enestående præstation at ligge nr. 10 på verdensranglisten”, lyder vurderingen fra Kenneth Carlsen, der dog sagtens tror, at næste år kan blive endnu bedre for Wozniacki.

Frem mod næste sæson har danskeren skiftet træner, så det fremover er svenske Thomas Högstedt, der skal træne hende. Den konstellation er Carlsen glad for, og han tror, at de to er et godt match.

Det ser rigtig spændende ud, og jeg har en god mavefornemmelse. Thomas er en god træner, og jeg forventer mig meget af samarbejdet. Thomas er meget professionel og meget dedikeret, han har erfaring fra både WTA- og ATP-touren, og han har fulgt Caroline, siden hun var lille”, fortæller Carlsen.

Søndergaard: Et kalp på skulderen
Mens Caroline Wozniacki flere gange før har prøvet at vinde en stor pris, er det første gang, at Simon Friis Søndergaard vinder en pris. Det tog han ydmygt, men han var naturligt nok meget glad for prisen.

Det er helt sikkert et klap på skulderen, og det viser, at noget af det hårde arbejde har båret frugt. Det viser, at det, man går og laver, går godt, og jeg vil selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan til næste år, for at få æren af at blive nomineret igen”, siger Simon Friis Søndergaard, der næste år spiller sit sidste år som junior.

Læs mere om Simon Friis Søndergaard i morgen på tennissporten.dk, når vi tegner et portræt af årets juniortennisspillet og et af Danmarks største tennistalenter.

Oversigt over prisvindere ved ’Årets tennisspiller-træf’:
Årets tennisspiller: Caroline Wozniacki
Årets juniortennisspiller: Simon Friis Søndergaard
Årets juniortræner: Adam Juel-Blicher
Einer Ulrichs Fond: Patrick Kristensen
Jan Leschlys Legat: Joakim Bay Simonsen
Mogens Pagh pokalen: KB Tennisklub
SEB Next Generation-prisen: Slagelse Tennisklub og Hareskov-Værløse Tennisklub