Wozniacki spillede sig, som forventet, til semifinalen med den tredie sejr i ligeså mange kampe over russiske Vera Dushevina WTA67. Som tidligere imellem de to vandt Caroline knusende overlegent 6-0 i første sæt, men mødte så til gengæld langt mere modstand i andet, inden hun efter 5 break og 5 kvarter kunne tage sættet 6-4.
I dag, lørdag kl.11.00 på Madrid Opens center court "Manolo Santana", venter der endnu en useedet spillet. Men hun er af en lidt anden kaliber, end de to sidste, som Wozniacki har mødt. Franske Amelie Mauresmo har nået og gennemlevet alt det Caroline drømmer om i tennis.
I modsætning til Dushevina, har Mauresmo gået hele vejen. Ialt 17 år på pro-touren, 25 WTA-titler i single og 2 Grand Slam titler, samt indspillet en præmiesum på over 16 millioner dollars -ca.90 millioner danske. Og så er Amelie blot 29 år…kun et år ældre end f.eks. Venus Williams.
Nu kunne kampen mod danske Caroline se let ud for denne franske topspiller, der iøvrigt er nr.21 på WTA-listen og 16 i Race-ranking. Men der har været lidt for meget grus i maskineriet, lidt for meget yo-yo spil de seneste par år. Indtil turneringsåret 2006 var alt bare en drøm for hende.
I 2006 endte hun i hver turnering, stort set på en kvartfinaleplads eller bedre. I 2007 blev det til 3 finalepladser og 1 titel, men 8 turneringer sluttede allerede blandt de første kamprunder. 2008 bibragte kvart-og semifinalepladser, men hele 12 turneringer endte desværre allerede i 2. til 4. runde. I år har resultaterne været ligeså svingende for hende.
I forbindelsen med spilproblemernes eskalering i 2008 har Mauresmo udtalt "Jeg har haft svære prøvelser. Mod slutningen af året lavede jeg en del selvransagelse, og ud ad denne, voksede der i løbet af vinteren en ny dynamik frem i mig, en ny slags forberedelse". Og endvidere sagde hun "Jeg tager virkelig tingene, som de kommer…én kamp ad gangen".
I år har hun vundet titlen i Paris, og har slået Ivanovic (WTA8), Dementieva (5) to gange, Hantuchova (39) og Zheng (16). Mauresmo har så desværre tabt til Martinez-Sanchez (42), Errani (36), Azarenka (9) og Bartoli (13).
Når det kører for Amelie, er der virkelig stor kraft, vilje og en enorm erfaring i hendes momentum. Hun er som født på banen. I andre turneringer, i andre kampe er hun ikke helt sit bedste selv. Caroline kan måske stadig svinge lidt fra kamp til kamp, men jeg tror, at hun i højere grad tørster efter endnu en match, endnu en sejr. Det er et "drive" der kan give hende finalepladsen i morgen.
Wozniacki har i Race-ranking (i år) spillet 11 turneringer og har opnået 1890 point = 172 point pr. turnering.
Mauresmo har i Race-ranking spillet 6 turneringer og tilspillet sig 981 point = 166 point pr. turnering. Næsten det samme som danskeren.
Ser vi på deres vinderprocent er de lige ledes på niveau: Wozniacki har 33 vundne og 10 tabte kampe = 0,767
Mauresmo har 16 vundne og 5 tabte kampe = 0,762 (FED er ikke med hos begge).
Deres evne til at vinde kampe eller tabe dem, er ikke ulig hinanden. Men Caroline er fast forankret i et højt mål for sit tennisliv -og hun har talentet, der kan indfri det. Det kan give den ekstra energi og fokus, der kan tippe kampen til hendes fordel, skulle en tiebreak blive afgørende.
Selvom begge kvinder er virkelig godt spillende her i Madrid, og Mauresmo har sejret over ret så svære modstandere, er Wozniacki næsten "forudbestemt" til at nå toppen. Og spørgsmålet er, selvom der er mange lighedspunkter, om en fransk kvinde kan dæmme op for Caros kraft, der målbevidst sigter efter dette mål.
Wozniacki og Mauresmo har ikke tidligere mødt hinanden. Så jeg er ren og skær ude i nogle fornemmelser, hvis jeg skulle pege på nogen. Og derfor, barnlig som jeg er, vil jeg klargøre mit lille flag til sejrsfesten…