Wozniacki klar til kvartfinalen

21. november 2008

PRESSEMEDDELELSE FRA NORDEA DANISH OPEN:

 

Caroline Wozniacki spillede sig her til aften sikkert videre til kvartfinalen ved Nordea Danish Open. Hanne Skak Jensen var ellers godt med i kampens start, men det holdt ikke i det lange løb. Wozniacki sejrede på en lille time med cifrene 6-2, 6-1. Og det var en tilfreds Wozniacki der efter kampen mødte pressen.

”På det her hurtige underlag er det vigtigt at holde serv. Hun (Hanne red.) satsede meget i kampens start, så det var svært at gøre så meget. Jeg kom heldigvis hurtigt i kontrol, og føler egentlig aldrig jeg har problemer,” sagde en glad Wozniacki efter sejren. Og selvom Hanne Skak Jensen var skuffet, så var hun alligevel glad for indsatsen ved Nordea Danish Open. ”Det var fantastisk at vinde en kamp ved så stor en turnering. Det giver en hel masse selvtillid, som jeg kan bruge i min videre karriere,” sagde Hanne Skak Jensen efter kampen. Med de point Hanne Skak Jensen får for at komme i 2.runde ved Nordea Danish Open kan hun se frem til et hop på cirka 50 pladser på verdensranglisten. Dermed vil hun mandag være nummer cirka 400, den højeste placering nogensinde for den 22-årige dansker.

Caroline Wozniackis videre færd ved Nordea Danish Open fortsætter fredag aften kl.19.00. Her skal den danske teenager møde Julia Schruff fra Tyskland der i øjeblikket rangerer som nummer 134 i verden. Og tyskeren har med sine flade grundslag og hårde server en fordel på det hurtige underlag. Der er derfor lagt op til en hård fight når der er dømt naboopgør mellem Danmark og Tyskland i Arena Fyn fredag aften. Caroline håber på masser af opbakning, så det er bare at komme af sted mod Arena Fyn. Fredagens kampe starter allerede kl.13.30 på Center Court.