Det var ret voldsomt, hvad der skete inde på Hisense Arenea i går. Kuznetsova og Schiavone gik til den i deres fjerde runde kamp, som varede i ikke mindre end 4 timer og 44 minutter, hvilket er den længste kvindetenniskamp i Grand Slam sammenhæng. Schiavone kunne efter at have overlevet hele 6 matchbolde trække sig tilbage som vinder – 16-14 i tredje sæt. Det var helt vanvittigt at være vidne til, der blev ikke holdt igen på noget tidpunkt. De kunne dårligt gå til sidst, og måtte begge have behandlinger undervejs.
Wozniacki skal som sagt netop møde Sciavone i kvartfinalen, så det må betegnes som lidt af en gave, selvom Schiavone på sit pressemøde efter kampen sagde, at hun var glad for at det ikke var nu, hun skulle spille, men med en dags pause til at restituere, så skulle hun nok nå at blive klar.
Wozniacki mente efter formiddagens træning heller ikke, at det skulle være noget problem for Schiavone at komme sig i tide til kvartfinalen, men at hun selvfølgelig ville forsøge at få hende ud at løbe.
Tennissportens vurdering er, at det nu alligevel har betydning, at 30-årige Schiavone har spillet verdens længste kvindetenniskamp i 30 graders varme – 48 timer før hun møder en 20-årig Wozniacki, der løber alt op.
Der er flere ting i det: Det er det svært at indtage væske nok i løbet af kampen, når man spiller i 30 graders varme, hvilket tærer ekstra på kroppen, og tager længere tid at kommer sig over. Hun er 30 år gammel, hun restituerer ikke så hurtigt længere. Og så er der en tredje ting, som tilsyneladende ikke skal undervurderes – banerne er gjort langsommere, de er ligesom blevet mere ru, hvilket gør, at det river og flår meget mere i knæ og ankler, end normalt på hardcourt-baner. Det slider på kroppen, og der har været flere eksempler her ved AO 2011 på folk, der har haft lange kampe, som efterfølgende har været skidt kørende. Nalbandian, der efter sin femsætskamp mod Hewitt, var nødt til at trække sig i sin næste kamp. Verdascos krop faldt ligeledes fra hinanden mod Berdych, efter sin femsætter med Tipsarevic tidligere på ugen.
Måske er det tilfældigt, måske er det ikke – men én ting er sikkert, det kræver benhård fysik, hvis man vil være med, hvor det sker i en Grand Slam – og det har Wozniacki.
Wozniackis kamp mod Schiavone er endnu ikke programsat, men der er gode chancer for, at det bliver en aftenkamp, hvilket formentlig betyder, at hendes kamp spilles kl. 09 tirsdag morgen dansk tid.
Noter fra kampen vil være at finde på tennissporten.dk umiddelbart efter sidste bold.