Wozniacki fortsatte sin mere åbne stil over for pressen efter dagens træning, og var i særdeles godt humør før morgendagens kamp mod letten Anastasija Sevastova.
Det er tydeligt, at Wozniackis stunt til gårsdagens pressemøde, ud over at have sparket lidt gang i hende selv, også har sat tanker i gang hos journalisterne, der nu føler trang til at stille lidt mere kreative spørgsmål. Eksempelvis blev der efter dagens træning ikke snakket meget om kampen i morgen, men rigtig meget om André Agassis selvbiografi, som Wozniacki har læst for nylig. Til info kan tennissportens udsendte informere om, at Wozniacki ikke kan genkende det halvsyge had/kærlighedsforhold, som Agassi havde til sin far – i forhold til sin egen far.
Omkring Sevastova siger Wozniacki: ” Jeg mødte hende i Fed cup sidste år. Hun er en meget tricky spiller. Hun går ind og tager meget tempo af, så lige pludselig går hun ind og slår hårdt til boldene. Hun er god til at finde vinklerne og læser spillet godt, så for mig er det vigtigt, at hun ikke får tid til at lave alle de ting, at jeg skal gå ind og presse hende lidt”.
Tennissportens udsendte var inde til Sevastovas pressemøde efter hendes sidste kamp, hvor hun fremstod som lidt af en hypokonder. Pigen er jo konstant syg, og for at være helt ærlig, så så hun også lidt syg ud. Syg eller ikke syg, Wozniacki bør ikke få problemer, hun kører hende midt over. Undertegnede tillader sig allerede nu så småt at kigge frem mod næste modstander, som bliver enten Kuznetsova eller Schiavone.
Wozniacki har vundet sine to seneste opgør mod begge to, men Kuznetsova synes klart mest skræmmende, ikke mindst efter hendes sejr over Henin. Tennissporten var ude til hendes morgentræning, som afslørede en Kuznetsova i storform og sprængfyldt med selvtillid. Spændende, spændende.