“World Class”

9. juni 2011

Kilde: www.e-bokssonyericssonopen.dk

Stacey Allaster er som præsident for Women’s Tennis Association (WTA) en af de absolut mest indflydelsesrige sportsledere.

Torsdag landede Stacey Allaster i Danmark for at besøge e-Boks Sony Ericsson Open, og hendes begejstring var ikke til at tage fejl af, da hun beskrev sit første indtryk af den unge, danske WTA-turnering.

"Moderne, ‘world class’ og med en spændende fremtid", sagde Stacey Allastar, da hun mødte pressen. Forinden var hun blandt andet blevet vist rundt i Farum Arena og havde fået præsenteret de forskellige faciliteter til tilskuere, samarbejdspartnere, spillere og presse.

"Den her event hører til i den bedste klasse, og har et meget, meget højt niveau – bygningen i sig selv, det fantastiske arbejde i at arrangere turneringen for fansene, medierne, spillerne – det hører til det bedste", sagde WTA-præsidenten.

Stacey Allaster rejser verdens rundt for at besøge WTA Tourens mange turneringer, og et af de andre fornemme ord, hun brugte til at beskrive e-Boks Sony Ericsson Open med, var "elegant". "Det føles som world class – som en grand slam, bare i en mindre skala", lød de anerkendende ord fra Stacey Allaster.

Steen Thomsen, der er bestyrelsesformand for den danske WTA-arrangør Nordic Sports Group (NSG), var en meget stolt mand.

"Det er fantastisk – det er den bedste dag i turneringens historie. Og jeg sagde det samme til organisationen forleden, for vi er 300 folk, der arbejder sammen, og det er rent faktisk dem, der gør det her muligt", sagde Steen Thomsen.