Jeg er nu kommet til Wolfsburg, hvor jeg spiller sidste turnering, inden Davis Cup. Jeg var direkte i hovedturneringen, men tabte i 1. runde til Farrukh Dustov, Uzbekistan, med 4 og 2. Han er ved at udvikle sig lidt til en sur modstander for mig. Det var 3. gang, jeg tabte til ham, og alle 3 nederlag har været frustrerende nederlag. Jeg startede godt i går, og spillede bedre, end han, men det ville ikke lykkes for mig. Jeg nossede i det el var lidt uheldig. I stedet fik han et tosset break. Det slog mig ikke så meget ud, da jeg følte, jeg var på alle hans server. Alligevel lykkedes det mig ikke at bryde tilbage, selvom jeg havde verdens letteste chance ved 4-5. Igen, jeg følte egentlig, at jeg var en bedre spiller, og at det bare var et spørgsmål om tid, før det ville gå min vej, men igen var det ham, der brød mig først. Det mistede jeg modet af, og så troede jeg ikke mere på, det kunne lade sig gøre. Jeg ku kun se, hvad der ikke gik min vej, og alle de ting, der var sket i mine kampe tidligere i år, skete på mærkværdigivis også idag, og jeg havde alle de erfaringer med mig på banen. Dvs. al skraldet fra i år og fra mine tidligere kampe mod Dustov, havde jeg med mig på banen, og det var jeg ikke stærk nok til at administrere. Naturligvis meget skuffende. Specielt fordi, jeg har været inde i en god periode. Der er ikke noget at gøre ved det nu, så jeg må bare lære af det.
Efterfølgende spillede jeg dog, som jeg faktisk plejer efter en bondesingle, en rigtig god double. Meffert og jeg spillede os i semifinalen med en sejr på 1 og 4 over det topseedede par, Moser/Skoch.
Nå, det er bare videre i programmet. Jeg havde en god træningsuge i Luxembourg i sidste uge, og føler stadig jeg bevæger mig i den rigtige retning. Jeg ser den her single som et bump på vejen, og jeg vil ikke lade den få indflydelse på fremtiden. Jeg rammer bolden godt, min serv ligger fint og jeg går fremad fysisk. Der er semi i double i morgen, fredag.
YNWA