Rigtig mange danske spillere har været i kamp rundt om i verden i løbet af weekenden.
I Helsingborg, Sverige spilles der en 10.000$ turnering for kvinder. Her har Anna Signe Rasmussen (billedet) gjort sig positivt bemærket ved at vinde to kampe i kvalifikationen, og Anna Signe er dermed klar til sin første hovedturnering i en international seniorturnering. I første kamp sendte Anna Signe klubkammeraten Malene Stripp ud med 3/6 6/4 6/2, og i kvalfinalen blev en lang kamp mod svenske Julia Klackenberg vundet med 6/7(1) 7/5 6/3. Rutinerede Karina Jacobsgaard har også spillet sig i hovedturneringen efter to sikre sejre over svenske spillere. Maria Jespersen og Cathrine Arnholdt Pedersen deltog også i kvalifikationen.
Philip Ørnø (ATP 1485) deltager i en future i Tyrkiet. Første kamp i kvalifikationen blev vundet let, og i anden runde fik Philip en god sejr over belgiske Gaetan De Lovinfosse (ATP 877) med 6/4 6/3, og dermed er Philip i kvalfinalen.
På den anden side af jorden spiller Malou Ejdesgaard (WTA 823) en 25.000$ turnering på græs i Mildura, Australien. I single vandt Malou sin første kvalkamp med 6/4 7/6(4) over irske Julia Moriarty (WTA 868). I den efterfølgende kamp blev det dog til et nederlag til Viktoriya Tomova (WTA 661) med 6/7(2) 6/3 3/6.
Vi afslutter rundturen i Oslo, hvor der spilles en junior ITF kategori 4 turnering. Emma Rønholt, Frederik Ørvad, Benjamin Hannestad og Oscar Jeppesen har alle spillet sig frem til kvalfinalen. Frederikke Uhrskov Stoechkel, Frederikke Clem og Johannes Ingildsen deltog også i kvalifikationen.