Jeg er nu kommet til Bergamo, hvor jeg spiller en $10.000 future. Jeg mødte i dag i 1. runde en italiener, Matteo Volante, og vandt med 4 og 2. Jeg skulle lige vænne mig til forholdene i starten, da de er totalt forskellige fra sidste uge. Boldene er i den helt anden ende af hurtighedsskalaen, så i starten føltes de som projektiler. Han servede desuden udmærket, og jeg havde svært ved at få gang i returneringerne. Jeg fik aldrig gang i serven selv, men over en helt kamp var jeg meget mere solid, end han. Hans niveau svingede meget, og på klassiske tidspunkter faldt det drastisk. Jeg følte aldrig at sejren var i fare. I morgen møder jeg endnu en italiener. Jeg kender ikke meget til ham, men det er bare at spille en ball af gangen. Jeg spiller igen i denne uge double med Giannessi. Jeg glemte vist i øvrigt at fortælle om doublen sidste uge. Vi tabte i to sæt til et stærkt spillende argentinsk par, men jeg spillede sygt godt faktisk. Alligevel holdt jeg ikke serv en eneste gang. Pænt nedern.
I aftes var der arrangeret player party, og det var et af de højst anlagte arrangementer, jeg har været med til på en tennisturnering. Det var indvielse af en ny swimmingpool og der var en stor middag. Desuden var der Miss Tennis kåring. Ganske underholdende. Desuden var der Mister Turneo kåring. Dvs. hvor der skulle kåres en vinder blandt spillerne. Jeg behøver vist ikke fortælle, at jeg ikke rigtig var i nærheden af at melde mig.
Ellers er der ikke sket så meget. Jeg holder fast i mit fysiske program, og jeg kan mærke, at jeg nu restituerer meget bedre. Det er et godt signal, så jeg kører bare videre. Turneringen er fint organiseret og vi bor på et fint B&B.
Top 3:
1) Robin Söderling. Gud fader, hvor han hugger til kuglerne.
2) Pink Floyd. Klasse.
3) Pasta. Når man efter 2 måneder i Italien kan crave pasta hver dag, må det være godt.
YNWA