Måske er det ikke helt gået op for os endnu. Danmarks største sportsstjerne, Caroline Wozniacki, har med sin førsteplads på verdensranglisten skrevet sig ind i historiebøgerne. Med den status følger en masse polemik, og alverdens eksperter myldrer frem for at give deres mening til kende. Medierne elsker kritik og konflikt, de lever nærmest af det. Og der er ikke noget bedre end en tennisekspert, der er villig til at stille spørgsmålstegn ved præstationen. Og endnu bedre, hvis hovedpersonen selv giver sig tid til at kommentere på ekspertens – ofte komplet grundløse – kritik. Satireprogrammerne svælger i karikaturer af den underkuede datter, der drives rundt i manegen af sin kontrollerende polske far. Og mange antyder, at det Caroline har præsteret på en måde er noget udansk. Det er den øst-europæiske kadaver-disciplin, der har skabt de enestående resultater. I et land hvor frigørelse er et adelsmærke, kan det på mange virke decideret provokerende at se en far og datter i så tæt parløb om at erobre verdenstronen. Misundelse er en grim ting.
Tennis har som bekendt ikke et decideret verdensmesterskab. Der er en sæsonafslutning, men ofte er spillerne slidte, og som det var tilfældet i år, er der mange afbud. Det er en god og spektakulær styrkeprøve med stor prestige. Så er der selvfølgelig Grand Slams. Men også Grand Slams oplever afbud, og forsmåede spillere, der kan påstå, at var det ikke lige for den skade jeg fik sidste år, så ville jeg helt sikkert kunne vinde.
Verdensranglisten er derfor den eneste reelle målestok for, hvor god en spiller er. Er man på toppen af verdensranglisten har man et stabilt højt bundniveau. Fysisk skal man kunne klare at spille utroligt meget. Det slider at spille mange turneringer og tilmed vinde dem – for det betyder naturligvis mange kampe.
Er Serena bedre end Caroline? Er Henin eller Venus? Vi kan kun svare måske. Vi ved det reelt ikke. Man kan ikke slutte fra at de tidligere har vundet over Caroline til at de vil gøre det i morgen. Det er en simpel fejlslutning. Carolines eksplosive spilmæssige udvikling, hvor hun slår markant flere vindere og generelt spiller mere offensivt har ændret styrkeforholdet.
Som sporten turneringsmæssigt er organiseret i dag er der ingen tvivl. Caroline er verdens bedste og det må være op til de andre spillere at bevise det modsatte. Alt andet er rent hypotetiske spørgsmål, der selvfølgelig godt kan have en vis underholdningsværdi og give diverse eksperter 15-minutters berømmelse.