updates fra Italien
6. maj 2010
Jeg er nu kommet godt i gang med min 4 ugers lange tur i Italien.
Den første uge tilbragte jeg i Salsamogiore, som er en lille hyggelig by 200km syd øst fra Milano. Her spillede jeg en grade 2 ITF junior turnering. Meningen var at jeg skulle spille den turnering for at få en masse kampe i kroppen og få at blive klar til grus-sæsonens store turneringer, som ligger lige om hjørnet.
Jeg var første seedet, men kunne desværre ikke holde min seedning. Jeg tabte i kvartfinalen efter at have slået to spillere forholdsvis let i de to første runder. Den ene kamp blev endda spillet indendørs pga. regn i en multihal med gummiunderlag. Jeg ramte ikke en bold rent i opvarmningen, men da jeg har en del erfaring på multiunderlag fra min tidligere klub AB, kom jeg hurtigt ind i rytmen igen og smadrede derefter modstanderen ud af banen.
Kvartfinalen blev spillet udendørs mod en ungarsk spiller. Det blev en meget uheldig kamp, hvor størstedelen af mine bolde ramte alle mulige steder udover på banen. Jeg var meget nervøs, hvilket jeg overhoved ikke burde have været, men det satte altså en stopper for mit gode spil og jeg tabte 6-2 6-4. Det var en meget skuffet Mai Grage, der gik fra banen, men jeg lærte meget af det nederlag, og jeg har aldrig tænkt mig at komme i sådan en situation igen!
Heldigvis gik det en del bedre i double turneringen. Jeg tabte i finalen med min makker Katya Nikitina og i en matchtiebreak i tredje sæt til et hollandsk par.
Jeg er i denne uge i Prato, som ligger lidt udenfor Firenze, hvor jeg igen spiller en grade 2 turnering. Jeg er denne gang anden seedet, jeg har allerede vundet første runde og jeg skal i dag i kamp igen. Vi er så heldige, at vi har fået besøg af en gigantisk regnsky, som bare ikke gider gå sin vej. Det regner simpelthen konstant. Turneringen er flyttet indendørs på grus i 4 forskellige klubber rundt om i landet, og turneringsledelsen er ved at gå ud af deres gode skind. Alt sejler simpelthen! Men kampene bliver afviklet, og det er det vigtigste.
Der har indtil nu været en hel del overraskelser i pige turneringen. Stort set alle seedede spillere er røget ud i første runde. Turneringen blevet invaderet af italienske grus-slidere, der piller især de russiske spillere fra hinanden. Heldigvis føler jeg mig i denne uge i topform, så de kan bare komme an!