Jeg er stærkt igang med at etablere mig som verdens ringeste blogger. Jeg har ikke rigtigt følt for det på det seneste, men det er bare en fase. Jeg er tilbage på turen nu, og er klar til de sidste par turneringer i år.
Efter US Open havde jeg ikke så meget at byde på. Jeg spillede en lortekamp. Det var en rigtig god kamp at få med henblik på at lære fra den, men i momentet var det bare røvsygt, at jeg spillede som en pose nødder. Jeg havde forberedt mig godt, og følt mig godt tilpas på træning. Da vi så spillede kampen, blev jeg låst af, at det blæste en halv Irene. Det var det samme for alle, og alle havde vanskeligheder, men der er forskellige måder at reagere på. Jeg blev meget forsigtig og spillede på, at han skulle lave fejl, mens han bare høvlede på det hele. Han satte gevaldigt mange bolde i væggen, men blev ved med at opsøge det, så det var fuldstændig fair, at han vandt. Det var rigtigt godt gjort, at jeg vandt 1. sæt, men da jeg blev brudt i 1. game i 2. sæt (som jeg vidste var så mega vigtigt) skiftede kampen momentum, og jeg var ikke i stand til at bryde rytmen.
Efter jeg havde tabt, blev jeg for at prøve at glide ind i double. Jeg var to ude med min tyske makker, Kamke, så jeg troede, vi ville gå ind. Desværre var der kun et afbud, så vi kom aldrig ind. Der var en, der stillede op skadet og trak sig efter 3 games, så det var bittert. Til sidst på dagen, er man bare ikke god nok, hvis ikke man kan gå ind på rangering, så det var let nok at acceptere.
Inden Davis Cup havde jeg en træningsuge i Italien i min italienske klub. De havde en challenger, som jeg spillede ved siden af. Jeg spillede faktisk ok, selvom jeg ikke havde tid til at forberede mig på gruset, og det hjalp helt sikkert til at give en positiv følelse med til DC. DC gik, som de fleste nok ved, helt utroligt godt for os. Det var en super herligt weekend med super fed stemning, og jeg håber, vi får en hjemmekamp igen næste år. Det er ærgerligt, der ikke er flere profiler på vores hold, så holdet kunne få den opmærksomhed, det fortjener. Davis Cup som turneringer har de seneste år tabt sit navn lidt i DK, og da der ikke er nogle på holdet, der kan få blodet til at pumpe hos den almene dansker, går historien lidt tabt. Der er ikke rigtig nogle, der forstår, hvor stort det er for vores hold at rykke op til division 1. Hvis man kigger på holdene i den gruppe, skal man ikke være Einstein for at se, at vi umiddelbart ikke hører med der (havde Wawrinka tabt til Hewitt i stedet for at vinde i 5 sæt i weekenden, havde Scweiz og Roger været i samme division!). Vi ligger nu højere på verdensranglisten, end bl. a. Storbritannien – prøv lige at sammenligne budgetter dér! Det er resultatet af mange års arbejde fra mange fronter. Alle spillere på holdet har været inde over DTF og Team Danmarks Elitecenter. Jeg synes, det er vigtigt at huske alle, der har været inde over og hjulpet igennem årene – vi er jo ikke startet med at spille tennis i vinter. Elitecenteret har aldrig fået den ros, det fortjener, synes jeg, så jeg synes man skal huske på, at selvom de fleste spillere på holdet ikke spiller på fuld tid mere, så er det hovedsageligt på Elitecenteret, de har fået deres tennisuddannelse. DTF og Elitecenteret for lynhurtig lort i hovedet, hvis der er noget, der ikke lige spiller, men man må også huske, at fremhæve, når noget er gået godt.
Der er selvfølgelig mange ting, der er gået op i en højere enhed for os i år. Kaptajnen og træneren har ydet et stort arbejde, drengene, der ikke har tennis som 1. priorit længere, har ofret en masse for at blive klar hver gang, vi har haft hjemmebane hele året, haft god support fra forbundet og så har vi en teamspirit, der kan vinde vigtige point. Det er i hvert fald den slags, der gør at en globetrotter, HF-studerende, en shipping medarbejder og en college student kan præstere på den måde.
Men kampen i weekenden var uhyggelig tæt. Jeg vidste godt, at jeg helst skulle vinde den første kamp om fredagen. Momentum betyder så meget over en Davis Cup weekend, og at komme foran 1-0 kan være et fantastisk boost. Heldigvis spillede jeg rigtigt godt, og jeg følte, jeg havde kampen i min hånd fra start til slut. Det var en af mine bedre Davis Cup kampe (marginelt bedre, end starten på Letlands-kampen i hvert fald). Jeg var i stand til at stresse ham, og vinde pointne, som jeg normalt gerne vil vinde dem. Det gav mig selv ro, og det så ud som om, han var stresset. Derefter var Martin meget tæt på at gøre det til 2-0. Han tabte i 5, men det var en af de flotteste præstationer go fights, jeg har set på det danske Davis Cup hold. Martin kom skidt fra start og fik aldrig gang i det spil, vi kender ham for, og selvom han ofte var i problemer, blev han ved med at hive lækkerier på banen. Dybt imponerende. Til sidste troede jeg sgu, han ville hive den, men Delic havde den nødvendige kvalitet. Det gav helt sikkert bosnerne noget at ænke over, at vores urangerede shipping mand, var ved at tage deres stjerne til skole.
Så var der endnu engang lagt op til en uhyggelig vigtig double. Endnu engang præstede Thomas Taffelbay. Han er nu i 4 DC doubler (16 sæt) kun blevet brudt en gang (hvor jeg slog et hul i luften på en volley + missede en postkasse). Det er en præstation, man ikke må undervurdere. Modsat de andre kampe, vi har spillet, kom vi sløjt fra start. Vi havde ikke indstillet kanonen, og skulle lige bruge et sæt på at læse dem. Da vi fik styr på dem, kunne jeg se, hvordan vi skulle vinde, og det gav mig ro. Vi spillede og returnerede godt, og havde styr på dem. Vi spillede to gode sæt, og havde helt styr på dem. Men så gav vi et lortebreak væk i 4. Misser nogle lette bolde ved nettet, og jeg kommer til at gå til den forkerte side ved nettet! Det gav dem lidt unødvendigt momentum og 4. sæt. Vi holdt roen, og fokuserede på, at hvis holdt koncentration, ville vi have styr på dem i egen serv, og som vi returnerede ville vi altid få chancer. Det var præcis, hvad der skete, og da vi bryder til 3-1, ved jeg den er hjemme. Vi fik så meget momentum og adrenalin til at køre den hjem, og de virkede trykkede. En suverænt fed sejr.
Dagen efter havde jeg en god fornemmelse for kampen mod Delic. Jeg havde returneret hans serv god i doublen, og generelt følt mig skarp de to første dage. Jeg startede da også bedst, synes jeg. Jeg havde et par games med breakbolde, og holdt sikkert selv med godt spil. Han blev dog ved med at komme op med gode server, og jeg havde ikke samme skarphed, som resten af weekenden. Jeg var dog fortrøstningsfuld og troede hele vejen på det, men han tog alligevel tiebreaken. Han spillede nogle gode point, de gange, jeg havde mulighed på hans serv. Specielt 5-4 til mig i tiebreak er nok nøglepointet i hele kampen. Jeg slår min bedste returnering i kampen – stenhårdt ned på baglinjen. Normalt et stensikkert point til mig, men han får lagt en brutal forhånd crosscourt, som jeg kanp nok kan nå. Helt uhyggeligt godt spillet. Nå, jeg fik en skidt start på 2. men efter et boldskifte får jeg lidt mere styr på det, og får breaket tilbage, og har igen breakbold til at komme foran i sættet. Igen kommer han op med en super serv – 2. serv denne gang. Han formår at stoppe mit momentum og vendt det tilbage til sig selv, og desværre spiller jeg et usselt game til 5-7. Nå på den igen. Jeg var helt sikker på, jeg kunne vende den igen. Jeg følte, jeg spillede godt nok til det, og at det var så lidt, der skilte os, så jeg kørte bare på. Jeg fik et tidligt break, men mistede det fra 30-0 allerede i nsæte game. Bittert. Ved 3-4 kommer det afgørende break så, da jeg misser weekendens letteste bold, der akkurat når at flyve ind i lampe, da jeg skulle slå til den, så jeg ikke kunne se den. Øv – jeg havde troet, min præstation havde rakt til mere, men jeg må også fremhæve hans server, og shotmaking. Han var uhyggelig til at præstere, når han havde brug for det, og jeg troe kun han lavede en dobbeltfejl, selvom han gik på mange 2. server. Too good.
Heldigvis var det Martin, der skulle spille ved 2-2, og selvom han underpræsterer ved at tabe sæt for første gang i en 2-2 kamp, var der aldrig tvivl om sejren. Jeg var igen selv meget rolig og sikker på, han ville hive den hjem. Han spillede simpelthen for godt til, at han ikke ville vinde og 27 esser siger vel også nok…
Nu er jeg så i Tyrkiet, hvor jeg tog direkte ned for at spille en challenger. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg var helt flad mentalt efter weekenden, jeg havde ikke tid til at træne, min nakke er helt skadet (jeg blev skadet allerede inden DC weekenden, og det blev ikke bedre i weekenden) og min krop var bare træt. Nu ved jeg det til fremtiden. At jeg så spillede ok er en anden sag. Jeg havde dårlige lodtrækinger og vi manglede held i doublen. Ja, burde jeg nok sige – jeg tabte 1. runde i begge.
Nu tager jeg til USA for at forberede mig til årets sidste 5 turneringer, der alle er i USA.
YNWA