Turneringssejr i Tampere 10.000$, Finland

29. juli 2013

De seneste 2 uger har været rigtig gode og succesfulde for mig. Mit ‘comeback’ efter skaden med knæet har været hård og mentalt meget udfordrende, fx at komme tilbage i både kamp & turneringsrytmen – men siger man ikke altid, at der er en belønning, til den der bliver ved?:)

Jeg vandt først Leschly Cup op i Århus, hvor den danske kvindetop var kommet forbi. Vandt både over Maria Jespersen i semifinalen og 62 61 over Mai Grage i finalen, så det var en dejlig sejr for mig. Min bror var også kommet forbi, som mr.coach- altid en fornøjelse;)

Derefter gik turen videre til Tampere 10.000$, Finland – hvor det lykkedes for mig at vinde single, samt gå i semifinale i double, på trods af et halvdårligt knæ.. Jeg havde inden turneringen startede desværre været uheldig under en træning at komme ud til en bold og træde "forkert"/lave en forkert bevægelse med knæet, så jeg har været forceret til at spille med tape over hele knæet hele ugen og ikke kunnet bøje det 100%.

Men ikke desto mindre klarede jeg den alligevel, selvom jeg skulle igennem en del russere på vejen, så er jeg utrolig glad for min turneringssejr, det er nu min anden 10.000$ turneringssejr i min karriere – så det er bare dejligt.