Tung Beslutning

3. maj 2013

I morges tog jeg til lufthavnen, for at mødes med Fed Cup-holdet (det kvindelige landshold), for at tage afsted til Moldova, hvor der skal spilles og kæmpes, for at rykke op i en højere division dvs. Gruppe 2 i Europa/Afrika, hvor Danmark lige nu ligger i Gruppe 3, den laveste division. Men der er desværre kommet en væskeansamlig i knæet de seneste dage, som forhindrer mig i at bøje eller bevæge det på nogen måde.

Derfor blev der besluttet sammen med holdet, i sidste øjeblik inden flyafgang, at det var bedst, at jeg bliver hjemme og passer på det. Det var rigtig hårdt og tungt at sige farvel til dem, når jeg så gerne ville have været med, havde pakket alt og gjort mig klar til at ville spille og repræsentere de røde-hvide farver i dette års Fed Cup.

En mærkelig tom følelse sidder man med nu, men samtidig også en lettelse over at have taget en rigtig beslutning – for der er allerede gået en måned siden skaden i knæet skete i Tyrkiet, og der er ikke plads til flere fejl eller dyre lærelektier. Men jeg kommer stærkt tilbage, og ønsker holdet og pigerne rigtig meget held og lykke til at spille deres bedste og rykke op. Go Danmark!:)