Jeg er virkelig glad i dag! Jeg har fået mit første ATP-point og jeg måtte slide, slæbe og spille noget af det bedste tennis jeg har spillet i denne turnering for at få det. Cifrene var næsten de samme som Frederiks, men min modstander begyndte sgu langt fra at sende alt i hegnet. Cifrene blev 4-6 7-6(4) 6-2.
Det er svært på alle måder at være kvalifikant og spille mod folk med point. Dels for ens egen selvtillid og spil, og dels for modstanderens. Det fik jeg virkelig at mærke i dag mod Brkic fra Bosnien (800 et eller andet). Jeg var indstillet på at spille mit spil og finde ud af hvor jeg skulle stikke kniven ind som kampen skred frem, men det var svært at se nogen som helst steder bare at prikke ham med en nål, sådan som han lagde ud. Han høvlede forhænder afsted og jeg løb rundt som en idiot og prøvede desperat at få boldene tilbage. Jeg missede selv nemme bolde pga. nerver og jeg bakkede mere og mere som sættet skred frem. Ved ren vilje fik jeg mønstret 4 games på tavlen. Jeg servede godt…
Efter første sæt måtte jeg ligesom gøre et eller andet, fordi jeg slog ikke tungt nok og pressede ham ikke med noget. Han kunne bare stå og dirigere med forhånden indtil jeg lavede fejl eller han slog en vinder. Så jeg trådte bare en anelse længere frem i banen, til at starte med i mine egne games, men da jeg begyndte også at læse hans serv, kunne jeg også gøre det i hans servepartier og derved lægge mere og mere pres på. Jeg spillede hurtigere og slog hårdere, men det var mit eget spil – ikke forceret, febrilsk, eller fejlbetonet. Nej, mit spil – kontrolleret med spin indtil jeg fik chancen for at presse hårdt.
Brkic håndterede ikke modgangen særlig godt og det gjorde kun mit spil bedre og bedre. Jeg servede virkelig godt og kom op med nogle vilde slag for at vinde tiebreaken.
I tredje sæt sørgede jeg for at spille rigtig lange point i de første partier, for at han skulle se bakken og hvor langt der var til toppen. Taktikken lykkedes og jeg fik trukket nogle fejl ud af ham og brød ham til 4-2, holdt serv til 5-2, hvorefter han flækkede sin ketcher i frustration.
Ved 5-2 missede han sin første serv og gik ud til tilskuerrækken for at låne sin vens ketcher, som han spillede det sidste parti med. Lidt dum måde at håndtere en tabt kamp på, men det er jo hans problem. Jeg ævler i hvert fald løs lige nu og er ufatteligt glad! Jeg ved godt at det er en dråbe i oceanet og jeg ikke skal komme for godt i gang og tro jeg er noget… men det vil jeg skide et langt stykke! Det er en monumental sejr for mig og rykker bjerge og kontinenter i min verden!
P.Ø