Tilbage på touren

27. september 2008

I næste uge er jeg atter tilbage på touren. Jeg deltager i en stor challengerturnering i Mons, Belgien. I første runde skal jeg møde Andrey Golubev. Vi har mødt hinanden en enkelt gang tidligere, hvor jeg vandt en uhyre tæt kamp. Andrey spiller meget typisk russisk tennis, det vil sige hurtigt og fladt. Han er utroligt svingende, så man aner aldrig, hvad der kommer. På samme måde er hans humør på tennisbanen meget op og ned, og det kan have stor betydning for hans tennisspil.

I de sidste tre uger har jeg arbejdet meget hårdt i vægtlokalet. Jeg fik at vide af både læger og physioterapeuter, at jeg skulle styrketræne mine baglår for at blive mine skader kvit. Det har hjulpet ret meget, men der mangler stadig lidt endnu før det er 100%. Jeg håber at det, når jeg forsætter med styrkeprogrammet, vil blive ved med at gå i den rigtige retning.

Lige nu føler jeg mig frisk og glæder mig til at komme i kamp. Det kunne være fedt med lidt medgang og bedst ville det selvfølgelig være, hvis jeg snart kunne komme til at spille på mit højeste niveau igen.