Tennissporten.dk erfarer: Løchte spiller medaljespil

4. december 2013

Danmarks bedst herretennisspiller bliver hentet ind på et wildcard, når DH-inde-medaljespillet afvikles i weekenden. Frederik Løchte Nielsen er på holdkortet for Lyngby og skal hjælpe med at slå KB af tronen.

Tennissporten.dk erfarer onsdag, at Frederik Løchte Nielsen spiller medaljespillet ved DH-inde for Lyngby Tennisklub. Lyngby har haft tradition for at hente Danmarks bedste herrespiller ind, når de danske holdmesterskaber skal afgøres, og denne gang er ingen undtagelse.

Kilder tæt på Frederik Løchte Nielsen og Lyngby Tennisklub oplyser nemlig overfor tennissporten.dk, at Løchte Nielsen er i Danmark og har i sinde at hjælpe sin klub i weekendens holdfinaler. Holder det faktum stik vil det betyde en væsentlig styrkelse af Lyngbys trup, både i toppen men i den grad også i bredden.

Ud over Frederik Løchte Nielsen forventes også Mikael Torpegaard, Andreas Bang og Rasmus Nørby at stille op for Lyngby, og er det tilfældet, vil holdet være identisk med det hold, der tabte DH-ude-finalen tidligere på året til KB i en golden-match-tie-break.

Nu kan Lyngby altså få revanche fra den finale, og KB forventes også at stille i stærkeste opstilling i weekenden med Martin Pedersen, ’Kalle’ Bergman, Thomas Kromann, Marc Ferrigno og Simon Friis Søndergaard. Samme mandskab som de stillede med ved den historiske holdfinale udendørs tidligere på året.

Før Lyngby står over for KB i en eventuel finale, skal de dog først forbi Birkerød, der har været grundspillets helt store overraskelse i semifinalen. Fra at være en 50/50-kamp er Lyngby store favoritter med Frederik Løchte Nielsen på holdet, og Birkerød skal levere en præstation af de helt store, hvis de vil i finalen. Alle de formodede match-up’s i semifinalen er mindst 50/50-kampe, og Lyngby vil være favoritter i langt de fleste opgør.

Philip Ørnø og co. i Birkerød skal derfor stramme sig an, men Ørnø selv slog tidligere på året i semifinalen ved DH-ude netop Frederik Løchte, da Ørnø stillede op for Helsingør. Det er ikke umuligt, at han kan gøre det igen, men Løchte er favorit, og det samme er Lyngby i selve holdkampen.

DH-inde-medaljespillet afvikles for både damer og herrer i weekenden i KBs tennishal med semifinaler lørdag og finaler søndag. Hos herrerne spiller Lyngby mod Birkerød og KB mod Gentofte i semifinalen, mens KBs damer møder Hvidovre, og Birkerød står over for Gentofte i damernes semifinaler.