Vi er nået til tredje del i Lars Elvstrøms føljeton om tennisservens mekanik, så her følger en god gang søndagslæsning.
Afsættet fra jorden
Når man bøjer ned for derefter at strække benene, presser man på jorden, der skaber en reaktionskraft opad. Man kan sætte af på to forskellige måder. Enten sætter man af fra bredstående stilling, hvor man først trykker med bageste og derefter med forreste fod som det ses i fig. 5.
Fig. 5 – Afsæt fra bredstående stilling
Eller man kan trække bageste ben op til det forreste og sætte af med samlede ben. Hvor det bageste ben sættes ned kan variere en del. Her ser man ofte, at det som i fig. 6 oven i købet flyttes ud til siden eller for nogle ligefrem foran venstre fod, men det er der også en god mekanisk grund til.
Fig. 6 – Afsæt med samlede ben
Når det bageste ben nemlig trækkes op til og måske foran det forreste, drejes hofteaksen lidt fremad på det tidspunkt, hvor skulderaksen drejes tilbage. De skrå mavemuskler med deres elastiske elementer i muskler og sener udstrækkes kortvarigt, og der skabes en elastikagtig forspænding, som i den efterfølgende sammentrækning udløses og øger kraften af overkroppens fremadrotation.
Undersøgelser viser, at man opnår et kraftigere afsæt med samlede ben, men det er for den enkelte spiller også et spørgsmål om personlig rytme. Og her er der statistisk set flere, der benytter den rytme, der ligger i på den ene eller den anden måde at samle benene, før man sætter af. Hvad der derefter sker, er imidlertid stort set det samme for alle spillere i dag.
Selv om fig. 7 af Mats Wilander er af gammel dato, så er den hoftebøjning, han foretager i venstre hofte med ret ryg og højre ben strakt lige bagud karakteristisk for servens mekanik i dag, hvor spillerne ligeledes lander lidt inde på banen. Det skyldes, at overkroppens fremadrotation kun kan blive kraftfuld, hvis hofteaksen ikke drejer med fremad men fastholdes som fundament, hvilket netop sker ved at smide det bageste ben bagud.
Fig. 7 – Den afsluttende hoftebevægelse i serven
Og for lige at vende tilbage til armbevægelsen, så ser man, at armen ligger til højre for kroppen med albuen på højde med skulderaksen, en afslutning man som tilskuer til tennis sjældent hæfter sig ved, fordi man er mere fokuseret på boldens retning og modtagerens returnering.
Og endelig ser man, at hans venstre arm i det første billede har været ”fastlåst” ved kroppen under armbevægelsen, som også dygtige servere i dag gør det, og først ”slapper af” i andet billede, hvor ketsjeren godt nok peger ned mod højre side af kroppen, men hvor overarmen stadig er på niveau med skulderaksen.
En gang talte man på engelsk om wrist snap, så talte man om pronation, men det er overarmens indadrotation i skulderleddet, der sikrer pronationens kraft og retning. Og denne lykkes ikke, hvis man trækker armen ned på venstre side af kroppen.
Men for at afslutte omtalen af den beskrevne hoftebøjning, så er denne heller ikke særlig synlig hos Caroline og Frederik (billedet), hvilket kan skyldes deres halvkiksede armbevægelse, som ikke giver serven den pondus, der sikrer dem tid og ro til at afslutte serven ordentligt. På dette link kan man se en slowmotion af Carolines servebevægelse, som understreger disse pointer.