Tennisservens mekanik – anden del
9. marts 2012Her følger af anden del af Lars Elvstrøms artikel om tennisservens mekanik.
Boldkontakten
Helt grundlæggende er kroppens bevægelser rotatoriske. En kombination af disse rotationer kan godt skabe lineær bevægelse ligesom hele kroppen samlet kan bevæges lineært, men de enkelte bevægelser i kroppen under en serv er rotatoriske. Dette er især vigtigt at tænke på, når man skal visualisere kontakten mellem ketsjer og bold fordi, ligesom hånden beskriver en bue i et kast (fig.1), beskriver også ketsjeren en bue, når den rammer bolden. Et kasteredskab forlader denne bue i en ret linje svarende til tangenten til det sted på buen, bolden rammes.
fig. 1 – et kast
fig. 2 – tangenter til en bue
Dette betyder i en 1. serv, hvor ketsjerfladen er vinkelret på tangenten til kontaktpunktet, at bolden vil forlade ketsjeren i tangentens retning. Afvigelsen mellem de mulige boldretninger kan begrænses ved at gøre buen fladere omkring kontakten (fig. 2) – men en bue er og bliver det. Denne afsluttende ketsjerbue kan ligge i to forskellige planer – et lodret (”gammeldags”) og et vandret (”moderne”) plan! På fig. 3 ses ketsjer og bue fra siden i det lodrette plan.
Fig. 3 – ketsjerens bue set fra siden
Her bevæger ketsjeren sig opad, rammer og bevæger sig nedad igen – i samme plan på langs af banen. Derfor får man en god retningsbestemmelse af serven. Til gengæld er det sværere at bestemme højden over nettet og således længden på serven. Hvis bolden rammes for sent, server man måske ud, og rammes bolden for tidligt, server man i nettet. Fra en filmet serv tegnede Elliott for mange år siden et diagram, hvor ketsjerhovedet bevægede sig 5 grader opad 1/200 sekund før kontakt (b1) og sjovt nok fortsat 2 grader opad 1/200 sekund efter kontakt (b2). Dette sker af hensyn til tyngdekraftens senere indflydelse på boldens bane, så bolden ikke går i nettet. En sådan bue skabes af albuens strækning og overarmens fremadbevægelse i skulderleddet (ekstension).
Som det imidlertid ses på størstedelen af verdens gode servere i dag, så ligger servens afsluttende ketsjerbue ikke i det lodrette plan men tilnærmelsesvist i det vandrette plan som illustreret i fig. 4. Lige omkring boldkontakten ser man ketsjeren bevæge sig fra spillerens højre side, ind over hovedet, ramme bolden og fortsætte ud igen til højre for spilleren. Dette skulle i princippet medføre en usikker sidelæns retningsbestemmelse men til gengæld en konstant højde over nettet og placeringer af bolden tæt ved servelinjen. Buen skabes af underarmens drejning (pronation) samt af overarmens indadrotation i skulderleddet. Sammen med disse bevægelser viser andre billedanalyser så, at en håndledsbøjning før, under og efter kontakt gør kurven fladere, så den sidelæns placering ikke behøver at blive så usikker endda.
Fig. 4 – Boris Becker illustrerer det vandrette serveplan
Udviklingen af denne armbevægelse i serven er for de fleste tennisspillere sket parallelt med en anden ganske bestemt udvikling af benarbejdet, hvilket der igen er en god mekanisk grund til.
Og for lige at vende tilbage til de to spillere, der interesserer danskere mest, Caroline (billedet) og Frederik, så ligger deres afsluttende ketsjerbue i det gammeldags lodrette plan og ikke i det vandrette plan.