Der gik et chok igennem tennisverden, da den baglinjebaserede fighter Lletton Hewitt i 2002 gik hele vejen og besejrede David Nalbandian i finalen ved Wimbledon. Men siden er både han og australsk herretennis forsvundet fra den store scene. Ved året Wimbledon nåede ikke en eneste australsk herrespiller videre fra første runde – det dårligste resultat siden 1938!
Af Per Colstrup Vinkel (Udgivet af Tennisavisen)
Der findes to typer af personligheder i tennissporten. Dem der er gode til at bortforklare tab og skuffelser, og så er der dem der analyserer på udfaldet og forsøger at finde en årsag. Lleyton Hewitt hører til den første kategori. Da han blev spurgt til det historisk dårlige Wimbledonresultat, hvor ikke så meget som en eneste spiller formåede at vinde i første runde af herresingle var han ikke meget for at grave dybt.
”Jeg vil mene, at de fire spillere vi var her fra Australien kunne have slået rigtig mange af de spillere der var med i singlerækken. Så en stor del af det skyldes, hvilken lodtrækning man har fået, og den var ikke med nogen af os denne gang,” lød det nøgterne fra Lleyton Hewitt efter han havde tabt i første runde.
Nuvel, rangeret som nummer 202 i verden og med på et Wild Card var det vel næppe nogen stor skuffelse at den tidligere vinder ved Wimbledon måtte se sig slået i første runde af den franske superserver Jo-Wilfred Tsonga. Isoleret set er det heller ikke her skuffelsen ligger, den ligger snarere i den gruppe af spillere australsk herretennis har at gøre godt med i en konkurrence der er hårdere end nogensinde.
Tonseren Tomic
Bernard Tomic er blandt de få håb Australien har for fremtiden. Paradoksalt nok er han så langt fra den australske tenniskultur som noget kan være. Med rødder på balkan og en far der gerne vil bestemme har Tomic aldrig rigtig været barn af den australske tennisskole.
Forud for dette års Australian Open, hvor Tomic var udset som et af de helt store håb for hjemlandet forsvandt den talentfulde teenager. I flere uger trænede han med sin far på balkan uden at give lyd fra sig. I Australien frygtede man i tennisforbundet at Tomic og hans far ville blive væk fra turneringen, ganske enkelt for at vise de kunne.
Så galt gik det dog ikke, men at Tomic i høj grad kan gøre, hvad han har lyst til viser, hvor desperate man i Australsk Tennis er for at finde en spiller der kan retfærdiggøre det kæmpe system som man har i forhold til talentpleje. Et system der hvert år postes millioner af kroner i, men for hvert år der går uden resultater, så stilles der stadig flere spørgsmål til systemets berettigelse.
Stosur-syndromet
Mens Samantha Stosur i damesingle fuldt ud lever op til forventningerne, om end hendes tilknytning til den australske tennisskole også er yderst begrænset, så falder stadig flere af de mange ungdomsspillere i det der i høj grad kan betragtes som en bombe under australsk tennis, moneyriders.
Det er nemlig meget udbredt med akademier ledet af trænere med flotter CV´er i Australien. Klubtræning som vi kender det i Danmark er ikke udbredt, da det ganske enkelt koster meget for den enkelte klub. I stedet leger man baner ud til akademier, hvor træneren leverer intensiv træning i 1-2 timer, mod en kontant betaling.
Træningen fejler intet, men kontinuiteten er ikke tilstede. Det vil sige, at det talent der måtte være et sted i høj grad selv er ansvarlig for at få træning, men den er ofte meget generel og sjældent målrettet den enkelte. Noget danske Christoffer Madsen fra Skovbakken Tennis oplevede, da han i vinters var på et inspirationsophold i Melbourne.
”Hvis du er en dygtig træner er der mangle flere penge i at have større grupper og så bare have en masse timer. At have enetimer er knap så givtigt, da der kun er en til at betale. Så det er ofte de knap så eftertragtede trænere der har disse timer. Men kynisk set som akademitræner må du tænke på din egen løn. Men det er helt sikkert et system med store faldgruber, og en af årsagerne til vi ser australsk herretennis have svært ved at følge med udviklingen,” siger Christoffer Madsen.
Australian Open genererer hvert år et trecifret millionoverskud som i høj grad dedikeres til talentudvikling og forbundets projekter. Ambitionerne fejler ingenting, men sulten i organisationen er fraværende. Flere forhenværende topspillere har store titler og ikke mindst lønninger. Men den sult som Bernard Tomic og hans far har til at vise hvad de kan eksisterer ikke i organisationen.
For traditionen med store mestre som Rod Laver, Ken Rosewall og Patrick Rafter gør det ikke alene. Konkurrencen i international tennis er hårdere end nogensinde. Derfor må der nytænkning og ikke mindst sult til, hvis Australien igen skal melde sig ind på landkortet. Pengene og de gode forhold er blevet en sovepude, præcis som i England og USA. Tjekkiet, Ukraine og Rusland har overhalet indenom, Australien og Hewitt skal stoppe med undskyldninger om dårlige lodtrækning og dårligt vejr og i stedet se på egne mangler, det er starten på en ny udvikling.