Tennisavisen: Clijsters takker af ? igen

21. juli 2012

Clijsters takker af – igen

Om få måneder bliver WTA Touren en stor profil mindre. Kim Clijsters har i mere end et årti trukket overskrifter for såvel sine præstationer på banen som sine aktiviteter uden for banen, og den 29-årige sympatiske spiller vil blive savnet af sin store fanskare verden over. Ud over historien om en fantastisk tennisspiller fortæller historien om Kim Clijsters også, hvor svært det kan være at få privatliv til at spille sammen med et arbejde som professionel tennisspiller.
Af Hanne Skak Jensen, Redaktør Tennissporten.dk (Artiklen er udgivet i Tennisavisen)

Enhver tenniselsker har nogle øjeblikke, som står printet helt klart i hukommelsen. Øjeblikke hvor den sport, vi holder så meget af, bliver større end sport. Øjeblikke hvor hårene rejser sig på armene, og hvor tårerne presser sig på. Et sådan øjeblik var det, da Kim Clijsters i 2009 stod midt på Arthur Ashe Stadium i New York med US Open trofæet i den ene hånd og datteren Jada i den anden. Det øjeblik udstålede ikke blot en tennismæssig triumf, men fortalte også historien om et comeback, som formentlig er det mest imponerende i tennishistorien. Et comeback som var kulminationen på en enorm rejse og personlig udvikling for en af de dygtigste kvindelige tennisspillere verden har set. 

Tidligt gennembrud – tidligt karrierestop
Clijsters er opvokset i den franske del af Belgien med en far, som var professionel fodboldspiller og en mor, som var tidligere elitegymnast, så idræt er kommet ind med modermælken. Hun begyndte som 5-årig på den lokale tennisskole, og talentet stod hurtigt lysende klart. Legen men bolden blev tidligt skiftet ud med seriøst og målrettet arbejde med træning, turneringer og frem for alt rejser. Belgieren var en af verdens dygtigste juniorer og var med helt fremme i junior Grand Slam turneringerne allerede som 15-årig. Juniortouren blev skiftet ud med større udfordringer på seniortouren, hvor Clijsters allerede brød muren til top 50 som 16-årig. Derfra gik det bare en vej, og det var op for den unge belgier. 34 titler på WTA touren blev det til, hvoraf den største var US Open trofæet i 2005. Fremtiden lå for fødderne af belgieren med de kraftfulde grundslag, men som 24-årig annoncerede Clijsters et af mest overraskende karrierestop, WTA Touren har set. Clijsters var skadesfri og rangeret som nr. 4 i verden, men hun havde bestemt sig for at sige farvel – eller på gensyn rettere sagt – til tennissen.

Plads til privatlivet
Clijsters havde været på touren, både junior- og seniortouren – i mange år, og det havde allerede slidt på den 24-årige både fysisk og mentalt. Men det var egentlig ikke kroppen, der lagde grund til karrierestoppet, for den vigtigst årsag var, at der skulle være mere plads til privatlivet. Noget der ikke altid spiller sammen med en tilværelse som professionel kvindelig tennisspiller. Clijsters har altid holdt på sin ret til også at have et velfungerende privatliv ved siden af tennissen, og i 2007 var det tid til at fokusere på at stifte familie og tage hånd om faderen, som kæmpede en umulig kamp mod lungekræft.
Få måneder efter karrierestoppet giftede Clijsters sig med den amerikanske basketballspiller Brian Lynch, og i starten af 2008 fødte hun datteren Jada Ellie Lynch. Nu var der lige så meget fokus på privatlivet, som der tidligere havde været på tennisbolden. Men da Jada var fyldt et år begyndte tennisen at spøge igen, og lysten til at kæmpe på højeste niveau kom tilbage. I februar 2009 var Clijsters klar til at tage et nyt greb om ketcheren, og hun annoncerede sit comeback, som tog hele tennisverden på sengen. Efter seks måneders intensiv træning var hun tilbage og modtog selvfølgelig wild cards til hendes første turneringer. Tredje turnering Clijsters deltog i efter comebacket var US Open, hvor det føromtalte historiske og følelsesmæssige øjeblik opstod efter finalesejr over Caroline Wozniacki.

Endegyldigt farvel
Det var ikke bare det at Clijsters strøg til tops i US Open. Det mest fantastiske ved hendes præstation var, at hun spillede bedre og var fysisk stærkere end nogensinde før. Og spilleglæden strålede ud af hende, og det var tydeligt, at her var en spiller, som havde sine prioriteringer klart i livet, og som havde brug for sin lille familie ved sin side for at være i stand til at præstere, som hun gjorde på banen. US Open trofæet blev forsvaret igen i 2010 og blev fulgt op af en titel i Australian Open 2011, og Clijsters succes og popularitet ville ingen ende tage. Men så kom skaderne. Det seneste år har Clijsters ikke haft flow i sin turneringsaktivitet på grund af diverse småskader, og resultaterne har ikke været hendes navn værdigt. Mange uventede nederlag på grund af mangel på kamptræning, som måske også er et tegn på, at kroppen begynder at sige fra. Under alle omstændigheder er beslutningen truffet, og denne gang er det endeligt. Clijsters sidste turneringen bliver dette års US Open. Hun er blevet for gammel, siger hun. Hun kan ikke spille det fysiske spil, hun har været vant til. Og så er der familien. Den skal være større, og det kan ikke kombineres med  en aktiv tenniskarriere. Kim Clijsters har haft en lang og imponerende karriere. En karriere som startede tidligt og har kørt i højeste tempo, hvilket har sat sine spor. Men som Clijsters selv siger: ”I wouldn’t change it for a thing”.