Tennis teknik

8. juni 2009

Videnskab og tennisteknik

Videnskab kan bidrage med forskellige former for indsigt i tennisspillet. Om kostens betydning, om træning af energisystemer og bevægeapparat og om de fysiske love for bevægelser. Sidstnævnte har betydning for tennisspillets slagteknik og er fælles for os alle.

Teknikanalyse i tennis

Viden om tennisslagenes teknik kan give særlige muligheder for at bidrage til tennisspilleres udvikling. Blot må man være opmærksom på, at slagteknik indgår i en større sammenhæng. I gymnastik er det af æstetiske årsager oplagt at analysere teknik, og i atletik er det oplagt af funktionelle årsager, men tennis er et spil, hvor modstanderen bestemmer den tid, der er til rådighed for slagteknikken. Selv om slagene forsøges udført ens, vil der altid være variationer, og jo sværere spilsituation jo enklere må tennisslaget være for at holde bolden i spil. Hvor opfattelsen af en spilsituation fordrer en taktisk forståelse, kræver taktikkens udførelse en psykisk indsats, mens udholdenheden begrænses af den fysiske formåen. Så teknikanalyse kan ikke stå alene, hvis man vil forbedre sin tennis.

Den højeste sum af teknisk, taktisk, fysisk og psykologisk kunnen finder man hos de bedste spillere, men på alle niveauer kan man kompensere en svaghed med en styrke andetsteds. En spiller, der ikke kan forudse retningen af et slag, kan være fysisk hurtig, mens en langsom spiller kan klare sig ved at forudse spillets udvikling. Og hvis en spiller ikke kan give bolden høj hastighed med en kompliceret slagbevægelse, kan han øge selve spillets tempo ved at tage bolden tidligt i opspringet med en enklere slagbevægelse.

A                     B                     C                     D                     E 

Ovenstående søjlediagram viser 5 forskellige tennisspilleres sum af de forskellige områder. Den midterste spiller (C) har den højeste søjle og de bedste resultater. Han er ikke teknisk så god som de andre, men hans styrker er af taktisk og fysisk karakter. D og E er ”lige gode” men D har sin styrke i det tekniske og E sin styrke i det psykiske.

Tærsklen til fornøjelse

For nogle spillere vil teknikanalyse således ikke være interessant, hvis de ikke har evner for slagmæssig udvikling og deres styrke ligger andetsteds. Men for langt de fleste tennisspillere fra begyndere til elitespillere kan teknisk udvikling forbedre præstationer og give større spilleglæde. I praksis ses da også, at arbejdet med slagteknik er den overvejende del af enhver træners arbejde. Udover den videnskabelige indsigt, som ikke altid er fyldestgørende, er det også givtigt for både trænere og spillere at skaffe sig "intuitive" billeder af gode slag ved kritisk at studere de bedste vel vidende, at deres styrke måske ikke ligger i det slagtekniske.

Videnskabens bidrag

Den relevante viden, som videnskaben kan bidrage med, handler primært om slagbevægelsen og kontakten med bolden. Man ved, at ketsjerens hastighed ved boldkontakt er resultatet af en accelleration, hvor ketsjeren begynder med hastigheden nul og "kastes" mod bolden.

 

Kastet er en grundlæggende bevægelse for mange idrætsgrene, men "tenniskastet" er et kontrolleret kast, hvor man kan skelne mellem grundslagenes "sidehåndskast" og "overhånds¬kastet" i serv og smash. I tennis har man så også flugtninger, der er at betragte som førte bevægelser.

”Tenniskastet”

En amerikansk forsker, Plagenhoef, definerede i 1971 kastebevægelsen som "den rigtigt timede koordination af accelerationer og decelerationer af alle kropsdele i den handlingsrækkefølge fra venstre fod til højre hånd, der skaber størst mulig absolut hastighed af den højre hånd".

 

Alle tennisslag starter således med et afsæt fra jorden fulgt af en række bevægelser, hvor muskelkraften over et led lægges sammen med muskelkraften over næste led, så ketsjeren opnår størst mulig hastighed. Dette kaldes ”den kinetiske kæde”, og for at denne skal være effektiv, må accelerationerne være "timede", dvs. de skal ske på bestemte tidspunkter i forhold til hinanden. Samtidig skal de foregående led være stabiliserede for at undgå en utilsigtet tilbagebevægelse, hvis hvert enkelt led skal kunne give sit maximale bidrag. 

Dette betyder ikke, at alle tennisslag skal se ens ud for at være effektive. En tennisketsjer kan følge forskellige kurver med samme sluthastighed, og udførelsen af hver enkelt delbevægelse afhænger af startposition og individuelle forskelle i muskelstyrke og smidighed.

Kontrol af slaget

For dygtige spillere er der ikke blot tale om udvikling af ketsjerhastighed men om udvikling af "maksimal kontrolleret hastighed", som Plagenhoef kaldte det for mange år siden. Ketsjerens hastighed er jo ligegyldig, hvis den ikke rammer bolden og boldens hastighed er også ligegyldig, hvis den lander uden for banen! Denne balance mellem hastighed og kontrol kan nærmes fra to forskellige sider. Vælger man først kontrol og derefter udvikler hastighed har man et spil at arbejde med, men vælges den omvendte model, er vi ovre i sammenhængen mellem teknik og psykologi. Man kan vælge så svære slag, at chancen for succes er minimal, og så har man jo bare været uheldig!

Under forløbet af den kinetiske kæde er der i kæden muligheder for kontrol af slaget, ligesom der også ”uden for” rækkefølgen af bevægelser er mulighed for kontrol. Bevægelserne ”uden for” den kinetiske kæde kan dog også forstyrre dennes koordination. Der kan være tale om hovedets bevægelse i forhold til kroppen eller bevægelse af den frie arm eller det ”frie” ben.

Problemet med afvikling af slagets kinetiske kæde er, at modstanderen kontrollerer den tid, man har til rådighed. Men hvis man kan vurdere boldens flugt og flytte sig hurtigt, kan man selv sørge for at have nogenlunde den samme tid til rådighed. Gennemfører man imidlertid kæden for langsomt, rammes bolden for sent og kommer man for hurtigt igennem, rammes den for tidligt. Derudover skal som nævnt accelerationerne i den kinetiske kæde ske på bestemte tidspunkter i forhold til hinanden, og de foregående led skal være stabiliserede. Ligeledes skal ketsjeren decelereres og stabiliseres inden og under boldkontakt, hvilket er veldokumenteret i mange undersøgelser som anskueliggjort på følgende kurve. At bolden ikke rammes under ketsjerens tophastighed overrasker mange spillere og trænere. 

På tennisbanen er disse forhold ikke så vanskelige at se og mærke, når man først har opdaget, hvad man skal fokusere på. For at omsætte teorien om den kinetiske kæde til praktiske eksempler har jeg valgt at gennemgå forhånden som det mest komplicerede grundslag. De efterfølgende billeder ser bestemt ikke særlig naturlige ud, men de skal alene bruges til at henlede opmærksomheden på den detalje, der skal være fokus på. 

Forhånden – praktiske eksempler

Den teoretiske kinetiske kæde i en forhånd er; knæ – hofterakse – skulderakse – overarm – underarm – håndled, mens det frie ben, den frie arm og hovedets drejning uden for kæden kan have indflydelse på dens afvikling.

Efter afsættet opad drejes hofterne fremad, men de skal sammen med skulderaksen bremses igen og stabiliseres, så overarmen kan accelerere fremad. Hvis man roterer kroppen for langt, kommer armen for sent til boldkontakt. Med en lukket benstilling (billede 1)

og vægten på venstre ben er mulighederne for hofterotation begrænset, men de skal alligevel fastholdes som udgangspunkt for den efterfølgende skulderrotation ved at beholde højre ben bagved det venstre, indtil bolden er ramt (billede 2).  

Svinger man for tidligt højre ben rundt og ud til siden (billede 3)  

er det sværere at fastholde skulderaksen som udgangspunkt for armens acceleration. Man kan forstærke fastholdelse af skulderaksen ved at trække venstre arm ind mod kroppen samtidig med ketsjerarmens fremadbevægelse (fra billede 4 til billede 5). 

Hvis hovedet her drejes for tidligt fremad for at se hvor bolden lander, vil overkroppen have en tendens til at dreje med rundt på det tidspunkt, hvor skulderaksen ellers skulle ligge stille som fundament for armens acceleration. Så derfor gælder det om at holde hovedet stille og sidelæns under boldkontakten (billede 6).  

Med en åben benstilling, hvor vægten ligger på og afsættet sker fra højre ben (billede 7)  

bremses hofternes fremadrotation ved at svinge/løfte venstre ben fremad/opad, indtil bolden er ramt (billede 8) 

Svinger man under slaget venstre ben bagud for at modtage vægten (billede 9)   

kan hofteaksen ikke fungere som afsæt for kropsrotationen. Samtidig mister man den fordel, at venstre bens løft skaber en reflektorisk strækning af afsætsbenet på det tidspunkt, hvor ketsjeren er på vej opad for at give bolden topspin. Og videre op i kæden skal skulderaksens fremadrotation også bremses igen som udgangspunkt for armens acceleration. Dette gøres ved at trække venstre arm ind mod kroppen samtidig med ketsjerarmens fremadbevægelse. (fra billede 10 til billede 11).   

Drejes hovedet her for tidligt fremad, vil overkroppen dreje med på et tidspunkt, hvor skulderaksen skal ligge stille som fundament for armens acceleration. (billede 12 og billede 13).  

Videre ”ud” i systemet afviger armens afsluttende bevægelser i en ”åben” forhånd ofte fra en ”lukket” forhånd pga. det semiwesterngreb (billede 14),  

som tillader en kraftig drejning af underarmen. Efter at overarmen er bragt frem til det forventede kontaktplan (billede 15)  

accelererer denne drejning af underarmen sammen med håndleddets bøjning den lodrette ketsjerflade opad for at give bolden topspin (billede 16).   

Med et westerngreb, hvor håndfladen ligger helt omme på grebets underside, ser man ofte dygtige spillere fastholde overarmen ind til kroppen, mens ketsjeren accelereres opad i en skarp kurve (billede 17).  

Dette er teoretisk korrekt og giver en voldsom acceleration opad men med en høj risiko for rammeslag. De fleste bremser da også ketsjeren lige før og under kontakten ved at overføre ketsjerens energi til overarmen, der løftes og indaddrejes (billede 18),   

hvorved ketsjerens kurve samtidig udflades, så risikoen for rammeslag mindskes (billede 19) .  

Alle disse "bevægelser" af hovedet, den frie arm og "det frie ben" ses udført blandt professionelle tennisspillere i større eller mindre udstrækning. Nogle bruger kun en af dem, andre bruger to og f.eks. udfører Roger Federer alle tre i både forhånd og baghånd. Der er også spillere med enten en udpræget svag forhånd eller en svag baghånd, hvor man vil opdage, at de ikke udfører nogen af de tre "bevægelser". Så er der også spillere, der heller ikke udfører disse "bevægelser" men som alligevel får bolden ind på banen. Det eneste, der er at sige til det er, at der for det første ikke er mange af dem og for det andet, at de ville kunne slå grundslag væsentlig hårdere med kontrol, hvis de gjorde det rigtigt.

Disse "bevægelser" kan simpelthen bruges af alle spillere til selvstændigt arbejde med deres grundslag ligesom også trænere kan bruge dem som standardredskaber til kontrol af elevers slagteknik.

Med hensyn til gennemgang af de andre slag må jeg henvise til min bog om tennisteknik på forlaget KLIM eller til en senere opdatering af denne artikel.

Med venlig hilsen

Lars Elvstrøm

Genveje

• Tennisbutikker
• Tennisregler
• Tennisskader
• Tennisklubber i Danmark