Når man træder ind til en international tennisturnering forestiller man sig tit at det er ligesom lægterne på Wimbledon. Men det er det langtfra. Reelt set er det kun de store ATP turneringer og WTA turneringer som trækker tusindvis af tilskuere. For blot få dage siden tog jeg til København blandt andet for at se en ITF grade 4 juniorturnering på KB’s anlæg. Det er vel ok at fremtidens talenter ikke trækker tusindvis af tilskuere, men da jeg overværede Ulrik Thomsen’s kamp mod Kurt Thein, USA sad der Morten Plougmann, Ulrik’s mor og jeg selv og overværede kampen. Nej for resten det er ikke rigtigt. Den amerikanske dreng’s mor var der også. Inden jeg går i gang med min mission med artiklen skal jeg lige sige at Ulrik vandt og han spiller pragtfuld tennis. Tempofyldt og med et enormt tryk på boldene.
Når man konstaterer at eksempelvis en international juniorturnering kan være god underholdning, så er spørgsmålet: Hvad er egentlig årsagen til at der stort set ikke er tilskuere til turneringer og holdkampe som ligger uden for de helt store turneringer og Davis Cup og Fed Cup?
Der bliver ofte peget på at der skal nogle trækplastre til for at få folk ind at se tennis. Det kunne være set med danske øjne, Caroline Wozniacki. Det er naturligvis rigtigt at et stort navn trækker tilskuere. Vi ser også at de gode gamle som John McEnroe, Bjørn Borg, Henri LeConte og Stefan Edberg stadig kan få folk til huse. Men er det det eneste man skal gøre for at tilskuere? Kigger man på fodbold kan der meget vel komme 1000 eller flere til en 2. divisionskamp. Man næppe formode det er en forventning om at komme til at se verdensklassefodbold der lokker tilskuerne til. Der er vel ikke engang spillere i top 10000 i verden, hvis der var en rangliste over fodboldspillere. Men alligevel vælger mange fodbold på lavere plan som søndags underholdning. Hvorfor? Her kommer som regel to argumenter for at det samme ikke kan lade sig gøre i tennis. Altså at almindelige mennesker vælger at se tennis på et lidt lavere plan som deres valg af underholdning.
Det første er at der er en stærk fankultur i fodbold. Og det er der ikke i tennis. Her mener man formentlig på klubplan for idoler er der masser af i toptennis. Så sandt, så sandt, der er ikke fankultur i klubtennis. Men det er vel noget man bør tage fat i og begynde at opdyrke. Hvordan? vil nogle måske spørge: Der skal sættes et enormt fokus på holdturneringen fra forbundet, spillerne og ikke mindst klubberne selv. Og det er blevet bedre, men ikke godt nok. Fra tennissporten.dk’s side har vi valgt at sætte holdturneringen meget højt og har omtale og resultater som man ikke finder i andre medier. Her har Kristian Pless gjort et flot stykke arbejde. Og nu er spørgsmålet: Er der nogen der gider at læse om holdturneringen. Lad mig sige det så tydeligt så muligt: Det er tennissporten.dk’s største succes. Det er en af de meste besøgte sider. Og det viser de muligheder der ligger gemt i holdturneringen. Klubberne kan gøre deres ved stille og roligt at forbedre de fysiske rammer, f.eks således at tilskuere har bedre muligheder for at følge med.
Det andet argument er at tennis ikke er en folkelig sport. Blandt andet fordi det er teknisk svært at lære. Det hænger lidt sammen med det første argument. Men vi tager som et selvstændigt argument. At noget er svært at lære hæmmer ikke folkeligheden, med andre ord er det noget vrøvl. Skak er svært at lære og det er et folkeligt spil. At det ikke er folkeligt hænger som sagt lidt sammen med at der ikke er fankulturer i klubberne som man kender fra andre sportsgrene. Men det hænger også sammen med den satsning man i mange år har gjort. I 70’erne og 80’erne hvor den gyldne æra var, og navne som Bjørn Borg, John McEnRoe, Steffi Graf og andre skabte en magi omkring sporten havde man fra de internationale forbunds side to muligheder. At sætte fokus på idolet eller på sporten. Man valgte klart det første. Et eksempel er nyhedsformidlingen fra ATP og ITF. ATP støtter uden forbehold fankulturen omkring den enkelte spiller, idolet og ITF samler stumperne op og har en service side om spillere fra 100-1500 på verdensranglisten. Selv når det gælder Davis Cup og Fed Cup er det fokuseringen på idolet der bærer formidlingen. Med andre ord prøver man at skabe tennissporten et eksklusivt image i stedet for et folkeligt image. Der har været initiativer som prøver at nå udover idoldyrkelsen og skabe rum for at tennissporten rummer mere end individuelle oplevelser. Her er initiativer som Street tennis og turneringer for spillere uden licens og så videre. Og det er den vej man er nødt til at gå hvis tennissporten skal nå ud til Peter og Poul og ikke bare være et underholdnings fata morgana på tv. Men hvad mener du? Er det en rigtig strategi overordnet set at tennissporten får et eksklusivt image eller skal bryde mønsteret og gå efter et folkeligt image? Der kommer snart et forum på tennissporten.dk og her er du velkommen med din kommentar.