Tennis i Trondheim er kjempefint

8. september 2010

Trondheim er omgivet af skønhed. Byen der har en historie der kan få det til at gibbe i en er et besøg værd. Søndag den. 22/8 var tennisportens udsendte i Trondheim for at udforske byens tennistilstand og det blev en positiv oplevelse. Jeg skal dog indrømme at jeg i starten lod mig fuldstændig forvirre af Trondheim. Først kunne jeg ikke finde tennisklubben. Det skyldtes at der hvor tennisklubben med tilhørende hal er ligger der en messehal lige ved siden af og der havde netop været afholdt en messe i den forløbne uge. Så området var afspærret så messenedrivningsfolkene kunne arbejde i fred. Der var så en port med tilhørende portvagter man kunne blive lukket ind af. De kiggede noget overrasket på den mærkelige dansker der kom kørende i en kassebil for at komme ind og snakke med cheftræneren for Trondheim tennisklub. Men nordmænd er generelt flinke og hjælpsomme så de lukkede mig smilende ind. Nu mødte jeg så Per Henning, der er et af de mennesker en hvis selskab man uden videre føler sig velkommen i. Da der var regionsmesterskaber i klubben var han en travl mand denne dag og inden han kunne tale med mig var der et møde i regionsrådet han skulle deltage i.

Jeg gik så en tur i byen som jeg straks forelskede mig lidt i. Byen summede desuden af sport. Der var noget atletik i gang i nærheden af tennisanlægget og folk generelt var tilsyneladende meget optaget af sport. Der var eksempelvis et nærmest uhyrligt antal joggere i gang i Trondheims gader. Det var mest unge jenter (piger) og på et tidspunkt må jeg da indrømme at det blev lidt distraherende. Der var en af disse løbende unge smukke jenter der nærmest forfulgte mig. Jeg gik ligeså stille og roligt og hun løb nærmest i cirkler omkring mig da hun praktisk taget løb ind i mig på et tidspunkt. Jeg følte mig som sagt en lille smule forfulgt selvom jeg må indrømme at det er en lidt bizar form for paranoia, at en midaldrende halvfed dansk mand skulle føle sig forfulgt af en løbende ung smuk norsk jente. Nå, jeg kom nu også hurtigt over det. Så vendte jeg tilbage til tennisklubben og afspærringen hvor vagtfolkene storsmilede af den underlige, forvirrede dansker der lukkede øjnene hver gang han så en løbende norsk jente. Tennisanlægget i Trondheim var lidt en kontrast til det man ellers ser i Norge, hvor skinnende nybyggerier og velstand dominerer billedet. Her så man en beskeden tennisklub i beskedne omgivelser. Men det skulle vise at her sluttede beskedenheden også. Da først jeg fik cheftræneren i tale var det en klub med visioner, drømme og engagement.

Per Henning – en svensk træner i Trondheim

 

Per Henning – Trondhjems svenske cheftræner her foran deres klubhus

Trondheim er Norges tredjestørste by med ca. 170.000 indbyggere og tennissporten.dk havde fået et interview i stand med Trondheim Tennisklubs cheftræner, Per Henning. Per Henning er svensker, fra Stockholm og har fået sin tennis opdragelse i Järfälla, en fremgangsrig klub i Stockholm. Her var konkurrencen hård og det endte med at Per rejste til Alabama for at spille college tennis, hvilket han gjorde fra 1996-1999. I Alabama fik han samtidig en uddannelse i markedsføring og derfor var han involveret i at lave hjemmesider om sport i Alabama. Efter endt uddannelse rejste han til New York for at arbejde med markedsføring på internettet. Sideløbende arbejdede han også som tennistræner. Da it-boblen bristede i 2001 rejste Per hjem til Sverige hvor han søgte arbejde inden for sit fag, men det var meget svært. Endelig besluttede han sig for at søge job som tennistræner i Norge. Han var først i Tromsø for at kigge på forholdene, men endte altså i Trondheim, hvor han nu har været i 6 år.

”Jeg er meget glad for at være her og trives svært godt i denne flotte by hvor jeg bor sammen med min kone fortæller Per Henning. ”Men det er en stor udfordring, da tennis lever i skyggen af de store sportsgrene, som fodbold og håndbold. Og det er ikke en stor sport i byen, der har to tennisklubber, Trondhjems Tennisklub og Charlottenlund Tennisklub. Men vi arbejder på at skabe bedre rammer for sporten idet vi har en ansøgning inde ved kommunen om et projekt med en indendørs hal med 4 baner og så 3 udendørs baner. Den nuværende hal er ikke helt ideel, da der ikke rigtigt er plads til det sociale, som jeg tror er meget vigtigt. Lige nu kan vi f.eks. ikke bruge hallen da messehallen (som ejer tennishallen. Red) inde ved siden af bruger pladsen i tennishallen også. Og da der ikke er et cafeteria hvor man hygge sig eller lave lektier, mangler det sociale. Men vi er foreløbig nr. 11 på kommunens priorteringsliste over sportsprojekter i Trondheim.”

Trondheim Tennisklub i fremgang trods svære odds

Per Henning er et dejligt optimistisk menneske og han tror virkelig på fremtiden for Trondheim Tennisklub.Vi har ca. 400 medlemmer og det tal er stille og roligt kravlet opad. Vi indførte på et tidspunkt mini-medlemskaber blandt andet for at introducere nye for tennisspillet. Det har bestemt været en succes. Vi satser på at være en klub hvor alle kan være og få de tilbud de har brug for. Derfor har vi også mange kurser (på dansk siger vi tennisskole for juniorer og blot træning for seniorer, red.) Men der skal også være plads til bredden, dem der blot vil hygge sig med lidt tennis. Men som du kan se konkurrerer vi hårdt med andre sportsgrene, særlig fodbold, da Rosenborg BK er hjemmehørende i Trondheim.”

Thea Koren er en af de talentfulde juniorer der slår sine folder i Trondhjem Tennisklub

Og der er også talenter lokalt som Per Henning tror på, selvom den sympatiske svensker gerne nævner alle sine spillere fordi han føler for hver enkelt spiller. ”Ja, vi har flere talenter. Hvis jeg endelig skal nævne nogen, så kunne det være Alexander Arshba, der egentlig er af russisk afstamning. Han er et godt eksempel på hvor god man kan blive når man spiller rigtig mange kampe. Hos pigerne hvor vi har adskillige gode spillere kan jeg nævne en spiller som Thea Koren der også gør det virkelig godt. Men der er mange engagerede juniorer og det er vi glade for. Men uanset hvor engagerede spillerne er så er det ikke nemt at udvikle sit talent. Hvis man skal spille med spillere på sit eget niveau og alder som man ikke kender ud og ind (Her i Trondheim kender spillerne næsten hinanden alt for godt.), så er man nødt til at rejse temmelig langt. De skal for eksempel rejse til Oslo for at spille turneringer og der er 550 km til Oslo (Og på veje der er helt anderledes end i Danmark, red.). Så det kræver meget af de unge hvis de vil udvikle sig som spillere.”

Fremtiden for norsk tennis

På spørgsmålet om hvordan fremtiden ser ud for norsk tennis, ser Per Henning endnu en gang optimistisk på tingene. ”Overfladisk set kunne det se ud som om det er gået tilbage. For få år siden havde vi spillere som Christian Ruud (højeste ATP rank, 39, red.) og Jan Frode Andersen (højeste ATP rank, 135, red.) og i dag er den bedste spiller Erling Tveit der er nr. 502. Men som jeg ser det er der sket klare forbedringer i de 6 år jeg har været her. Eksempelvis er der flere der spiller turneringstennis end da jeg kom. Da spillede godt og vel 300 herrer turneringstennis og jeg husker at jeg stillede op i en turnering hvor jeg nåede finalen og derefter var uden videre nr. 90 på den norske herrerangliste. Det positive er at der i dag er ca. 550 herrer der spiller konkurrence tennis. Så bredden i eliten er blevet meget større og det er et godt tegn. På nationalt plan bliver der arrangeret mange kurser for spillerne og trænerne. Samtidig er Play and stay konceptet ved at blive introduceret med succes. Det er også lettere at forandre tingene i Norge. Der er ikke så mange trænere og ledere i Norge andet end at man kan samle dem og introducere dem for nye ting og dermed gennemføre nye ting med et positivt og gennemtænkt oplæg. Det er betydelig vanskeligere i Sverige, hvor der er rigtig mange trænere. Mange af dem er måske også fra den ”gyldne tid” (Bjørn Borg, Mats Wilander osv. red.) og de er nok vanskeligere at få til at ændre tingene. Så jeg tror bestemt på at norsk tennis ser en bedre fremtid i møde.”

Der er Caroline effekt i Norge

Vi kan jo ikke lade være med at spørge om det betyder noget for norsk tennis at Caroline Wozniacki nu er blandt verdens allerbedste kvindelige tennisspillere. ”Det betyder selvfølgelig mest for Danmark at Caroline er der,” forklarer Per Henning, ”men vi mærker det også. For nylig var der et arrangement i Oslo med Caroline Wozniacki og det trak rigtig mange tilskuere foruden meget stor medie opmærksomhed, så hun betyder da noget. På damesiden findes der flere norske spillere på godt internationalt niveau. I Norgesmesterskabsfinalen ude for seniorer spillede to juniorer mod hinanden hvor Caroline Rohde-Moe vandt en flot kamp over Ulrikke Eikeri som har ligget så højt som nr. 16 på ITF juniorverdensranglisten”

Til slut undskyldte Per Henning at de regionsmesterskaber der blev afholdt netop som tennissporten.dk var på besøg blev delvist ødelagt af regn. Men der var nu ikke noget at undskylde for det havde været en dejlig dag sammen med Per Henning og det havde ikke mindst været en lærerig dag hvor indsigten i norsk tennis var blevet udvidet.