Jeg sidder på en kaffebar og hoster lidt. Der er en let brise her til aften. Men Israel er bare så pisselækkert. Lidt mærkelig temperatur – for varmt i solen og for koldt i skyggen, men det er jo bedre end konstant at være i skyggen, som er -10 grader i DK. Det er helt underligt at skulle have solbriller på igen, og jeg har det som om jeg har ligget i hi i et par måneder.
Dog ikke spillemæssigt, for jeg har virkelig udviklet mig i min offseason. Jeg er gået fra ikke at ane hvordan jeg skulle spille og hvad jeg skulle fokusere på – i Tyrkiet var det masser af spin og lange point og i Israel var jeg ude af stand til at tackle lidt sygdom og igen til DM blev jeg så resultatorienteret, at jeg blev helt bange for at slå til bolden. Jeg sad fast i banen og lod spillere køre mig rundt på banen, som om jeg var den yngre og uerfarne spiller – til at vide præcis hvordan jeg gerne vil spille, og til en vis grad også hvordan jeg finder det frem. Processen er nu at forbedre småtingene. Serven skal sidde, benarbejdet på forhånden skal sidde, og præstationen skal i fokus. Så blir det godt.
Men sygdomstennisblognessning nr. 2 hedder bloggen som sagt. Og det er simpelthen fordi jeg fik influenza sidste mandag og lå i sengen indtil jeg sad med snotnæse på flyveren på vej ind i det nye år. Det var et lettere setback, som man siger i staterne, og da jeg lige pludselig stod og trænede udendørs i aftensolen, kunne jeg overhovedet ikke ramme bolden. I november måned ville jeg have panikeret totalt, men jeg bestemte mig for at få det bedste ud af det og pudsede bare lidt mere næse. Andet var der ikke i det. Spillet ved jeg jo at gemmer sig indtil fysikken er med igen, og så jeg sled mig igennem to kvalkampe, mod to modstandere, som aldrig rigtigt troede på det.
I dag spillede jeg double og føler mig bedre tilpas. Serven mangler dog. Der er så satans mange elementer i serven, at den altid kommer til sidst for mig. Den kræver lige det ekstra koordination, som lige tager et par dage at få tilbage. Jeg spillede et lidt sløjt og passivt første sæt, som vi tabte 6-4 og som kom vi ellers i gang. Jeg fik gang i benene og angreb alt hvad der rørte sig og min makker høvlede forhænder og baghænder afsted. Det ku han finde ud af – dog ikke i tiebreaken, hvor han missede otte bolde i træk. Det var choke uden lige. Det var lidt ærgeligt, for jeg følte vi havde fundet hinanden ret godt på banen. Nu må vi se om vi har lyst til at spille med hinanden i næste turnering også.
Her til aften blev mit spil igen bedre og førsterundekampen i morgen ser jeg positivt på. Jeg møder en Kovalik, som også er kval spiller. Jeg kender ham – han løber hurtigt men får man ham på det forkerte ben og trykker ham bagud, fejler hans lidt akavede teknik, så jeg må ind og arbejde med serven og benarbejdet fremad i banen. Så har jeg gode chancer.
Det var alt fra nu. Det koster at få wifi på hotellet, så det blir nok ik update hver dag fra min side, selvom kaffen her slet ikke er dårlig!