Hej igen.
Idag mødte jeg 3. seedet Pierrick Ysern fra Frankrig.
Det skulle vise sig at være en sej og meget skuffende oplevelse.
Dagen startede helt efter planen. Jeg stod op kl. 7, efter en god nattesøvn, og løb en lille tur for at komme igang.
Da morgenmaden er uspiselig på vores ellers 4 stjernede hotel, køber vi mad i supermarket og spiser det på rummet.
Jeg havde aftalt at varme op med min double makker John Millman fra Australien kl. 9.
Det gik fint, og jeg følte mig godt tilpas, og havde godt træf.
Underligt nok kom jeg utroligt hurtigt bagud 4-1.
Jeg var lidt rystet, og havde ingen fornemmelse af hvad jeg gik og lavede på banen. Game’sne fløj bare væk, først ved stillingen 5-2 gik det op for mig, at hans baghånd var KLART hans dårligste slag.
Derefter vandt jeg 4 games i træk og servede ved 6-5 i mit favør for settet. Det blev til et meget overforceret game der endnu engang bare forsvandt ud af hænderne på mig.
I Tie-breaken har jeg 2 gange mulighed for at afgøre settet, men taber istedet 9-7.
I andet set sker præcis samme ting. Jeg går i en tåge og observerer intet.
Min far plejer at sige om situationer som denne, at det ser ud som om at jeg har lagt hjernen på bænken. Det kan han godt have lidt ret i 🙂
Jeg bliver lidt irriteret og det medførte at jeg spillede langt mere agressivt end hidtil. Det går op i en højre enhed og vi ender endnu engang i tie-break, hvor jeg igen har 2 set bolde men taber 9-7.
Det står efter denne kamp klart for mig at der er en rød tråd i alle mine nederlag de seneste år. Jeg har en tendens til at spille et mere agressivt og flydene spil når jeg føler jeg er langt bagud, og der ikke er noget at miste, og ligeledes en tendens til at slappe af hvis jeg er langt foran, eller blive meget nervøs når jeg har kæmpet mig op, som i denne kamp og står til at vinde.
Det er dejligt at have min bror med på turen så han kan hjælpe mig med at analysere kampen og støtte mig i modgang.