Stor præstation af Hannestad ? Nu vil han have mere

30. juli 2014

Benjamin Hannestad vandt en fantastisk flot sejr ved første runde af Copenhagen Combined. Danskeren sikrede sig sit første ATP-point efter sejr i tre tætte sæt, 7-6, 3-6, 7-6 over tyske Demian Raab.

KØBENHAVN.

Når man spiller for KB, kan det være svært at tiltrække sig den store opmærksomhed. Til daglig står Benjamin Hannestad i skyggen af blandt andre Martin Pedersen og Thomas Kromann på KB’s suveræne Elitedivisionshold, men onsdag eftermiddag var alles øjne rettet mod Hannestad.

Rammen var bane 4 på KB’s anlæg, og rundt om den bane samledes der langsomt flere og flere mennesker i takt med, at Benjamin Hannestad vandt flere og flere bolde. Folk på anlægget på Frederiksberg begyndte at ane, at noget stort var under opsejling fra den blot 17-årige dansker.

Og stort endte det. For Hannestad var god – rigtig god – da det skulle afgøres. Aldrig før har han haft et ATP-point på sin konto, men det kunne ikke ses i tredje og afgørende sæt i en ufattelig tæt og velspillet tenniskamp.

Hannestad holdt hovedet koldt. Han servede godt. Han returnerede godt. Og til sidst kunne han få lov til at skrige ’yeees’ af sine lungers fulde kraft. Efter næsten tre timers tennis, og meste af det i regnvejr, var Hannestad vinderen. 7-6, 3-6, 6-3 vandt han over nummer 1308 i verden, tyske Demian Raab.

Jeg spiller med stor energi, og jeg tror på mig selv”, fortalte en meget glad dansk vinder om årsagerne til sin sejr umiddelbart, efter han havde hørt store klapsalver fra den store menneskemængde, der var samlet omkring bane 4.

Jeg servede godt, og jeg fik godt gang i mine returneringer mod hans ellers gode serv. Og så virker min serv bedre og bedre som kampen skrider frem”.

Mange lange dueller
Fra kampens start anede man, at det kunne blive en tæt kamp. Begge spillere var godt spillende, og de pressede hinanden flot. Det endte i en tie-break, og her havde Hannestad køligheden.

Desværre går danskeren lidt ned i kadence i andet sæt. Han får egentlig presset Raab ganske godt i tyskerens servepartier, men Hannestad får aldrig brudt, og så skete, hvad der så ofte sker i tennis. Tyskeren brød til 5-3 og kørte sættet hjem.

Første sæt er hårdt. Vi har mange lange dueller på et højt niveau. Heldigvis formår jeg at vinde, men i andet sæt falder min energi lidt. Det bliver nogle kortere bolde, og så får han brudt”, sagde Hannestad om, hvordan han oplevede de to første sæt.

Trods den triste afslutning på andet sæt havde Hannestad dog troen på, at han stadig kunne vinde. Han pressede på fra start af tredje sæt og kom hurtigt op med et break. Herefter tog serven over, og den var så god, at Raab aldrig kunne komme tilbage.

Jeg startede tredje sæt godt, og det gav mig lidt mere luft. Så følte jeg, at jeg kunne spillere mere frit, og det hjalp mig”, forklarede KB-spilleren.

Vil vinde det hele
Den seneste tid har han været rigtig godt spillende, og det har givet ham en stor tro på sig selv. En tro, der er så stor, at han ikke kan se, hvorfor hans future-eventyr i København skal slutte allerede i anden runde. Hannestad vil vinde – det hele.

Nu skal jeg fortsat fokusere på at gøre det godt i denne turnering. Jeg tror på, at jeg kan gå hele vejen. Det bliver selvfølgelig svært og kræver lidt held, men jeg tror på det inderst inde, og det er det vigtigste”, sagde en selvtillidsfyldt Benjamin Hannestad.

Future-turneringen på hjemmebane bliver Hannestads sidste optræden på grus denne sommer. Derefter går han på hardcourt for at indlede forberedelserne frem mod US Open, hvor han deltager i juniorturneringen.

Først og fremmest gælder det dog anden runde ved Copenhagen Combined. Her møder han Edward Corrie i morgen.