Den nye mand: Søren Hess-Olesen er for første gang med på det danske Davis Cup-landshold, og selvom han ikke forventer at blive sendt på banen, er han stadig stolt over at repræsentere sit land.
”Det er fedt”. Det udbryder Søren Hess-Olesen som det første, da Tennissporten.dk tirsdag aften snakker med ham, om hans første Davis Cup-uge.
Søren Hess-Olesen debuterer denne uge på det danske landshold, og i mandags trænede han for første gang med Davis Cup-holdet. Han afløser Mikael Torpegaard i reserverollen, og selvom Hess-Olesen normalt er ambitiøs og en smådårlig taber, har han fundet sig til rette med, at der nok bliver meget begrænset tid i denne weekend.
”Jeg regner ikke med at være førstevalg til hverken single eller double, men det er også svært at komme direkte ind på holdet og slå Frederik (Løchte Nielsen red.) og Martin (Pedersen red.) af, der har så meget erfaring. Så jeg regner slet ikke at komme i aktion”, lyder det velovervejet fra Søren Hess-Olesen.
”Jeg er med for at lære og få noget erfaring, og så håber jeg, at jeg kan blive fast mand på holdet i fremtiden. Det er bare en lærerig erfaring for mig, og så må jeg støtte fra sidelinjen. Vi spiller jo for hele landet”.
Landsholdet betyder noget
Netop det at spille for sit land er noget, der betyder meget for Søren Hess-Olesen. Uden at det handler om gud, konge og fædreland kan man tydeligt mærke, at det betyder noget for Søren Hess-Olesen at være udtaget til landsholdet. Det har længe været et stort mål for ham at spille for landsholdet, men det er ikke kunne den personlige tilfredshed, der lyser ud af ham.
At repræsentere sit land er noget, han er stolt over, og Søren Hess-Olesen behøver ikke som landsholdspillere i en anden sportsgren skrive under på noget, før man er sikker på, at han ved, at han er en del af noget større.
”Jeg har før set Davis Cup-kampe, men jeg har aldrig prøvet det. Så at være en del af holdet, at være med i ugen op til og at være en del af træningen er fedt og inspirerende, og det giver mod på mere”, siger landsholdsdebutanten.
Til dagligt går Søren Hess-Olesen på college i Texas, men en stor del af hans tid går også med at spille tennis for universitetshold. De seneste år har Hess-Olesen imponeret i amerikansk collegetennis, og det er også de præstationer, der har givet ham pladsen på landsholdet.
Større at spille for Danmark
Fra universitetskampene kender landsholdsdebutanter det med at spille for et hold, men der er ingen tvivl om at Hess-Olesen er langt mere stolt over at spille for Danmark end for universitetet hjemme i Texas.
”Man spiller for mere end bare sig selv. Vi spiller for hele Danmark, og derovre spiller man for hele sit universitet, så stemningen, hvor man inderligt håber det bedste for holdet, kender jeg. Men det at spille for sit land er større end at spille for et universitet”, understreger Søren Hess-Olesen.
”Selvfølgelig kan man spille ligeså dårligt i en Davis Cup-kamp, som man kan i andre kampe, men sandsynligheden er ikke ligeså stor. Man er så klar mentalt på, at man skal ind og spille godt, og hvis man har en dårlig dag, er der så mange til at hive en op. Man får aldrig lyst til at give op eller give et gratis point, fordi man spiller for andre end sig selv”.
Svær modstander
Danmark møder Moldova i en kamp om oprykning til Davis Cups næstbedste division, Europe/Africa Group 1, og der venter de danske tennisherrer en stor udfordring. På papiret er Moldovas hold bedre end de danske med to singlespillere i top 400 på verdensranglisten.
Tidligere på året har Danmark udspillet Cypern og Luxembourg, og denne gang venter der væsentlig sværere modstand. Det kan Søren Hess-Olesen godt mærke på stemningen i truppen.
”Vi ved godt, det er en oprykningskamp, og at det er noget andet end at møde Cypern og Luxembourg, som ikke havde deres bedste spillere med. Der kommer pres på, men det gør det kun endnu federe, fordi det betyder, at man skal være endnu mere disciplineret og fokuseret”, siger Søren Hess-Olesen, der tror på dansk succes.
”Jeg kender ikke spillerne fra Moldova, men jeg ved, at en af spillerene gik gennem kvalifikationen til US Open, og de har en top 200 spiller og en top 400 spiller, men Martin og Frederik er begge spillere, der kan slå alle især på det her underlag, hvor det meget handler om at få gang i serv og retur. Så underlaget udligner måske den lille fordel Moldova måtte have, men på papiret er de nok favoritter spiller for spiller”.
Davis Cup-kampen mellem Danmark og Moldova spilles fredag til søndag i Kolding. Fredag spilles to singlekampe, lørdag spilles én doublekamp og søndag yderligere to singlekampe. Tennissporten.dk er massivt til stede i Kolding alle dage med liveopdatering, reportage og interviews.
Danmarks Davis Cup-trup:
Frederik Løchte Nielsen, Lyngby, 31 år, nummer 662 på single-verdensranglisten, nummer 100 på double-verdensranglisten.
Martin Pedersen, KB, 27 år, nummer 759 på single-verdensranglisten.
Thomas Kromann, KB, 27 år, nummer 1.010 på double-verdensranglisten.
Søren Hess-Olesen, Århus 1900, 23 år, nummer 1.410 på single-verdensranglisten.
Landstræner Kenneth Carlsen, Davis Cup-assistenttræner Morten Christensen, trainer/massør Jeppe Anker Sindal.