Hej alle. Så har jeg en ny blog. Der er sket en del i de sidste par måneder, så jeg hopper bare ind i det.
Min grussæson var ikke specielt god rent resultatmæssigt, men jeg fik arbejdet på en masse. Jeg lærte rigtigt meget, og generelt set var det en god periode. Jeg startede jo i starten af året fuld tid med Patrik, og jeg fik meget tid til at arbejde med ham og gå lidt mere detaljeret ind i de forskellige ændringer – specielt teknisk. Gruset er en periode, hvor jeg arbejder på de ting, der rent teknisk ikke ligger så naturligt for mig.Det er hovedsageligt forskellige forhænder, me specielt de, hvor jeg er nødt til at genere farten selv. Dertil er der de korte forhænder, der skal sætte netspillet op, og forhænderne under pres (ja, det er mere el mindre alle forhænder i repetoiret). Vi har arbejdet på tekniske detaljer i mit benarbejde for at hjælpe mig til hurtigt at genvinde positionen i banen efter at have været presset og naturligvis også for at optimere teknikken i mine forskellige slag. Vi har arbejdet på at komme endnu nærmere en spilleidentitet – både taktisk og mentalt. Det har selvfølgelig været en masse nyt, da Patrik er kommet ind fra i år, og skal lære mig of Christian at kende, men jeg synes jeg har reageret godt på det indtil nu. Jeg savner nu at få det kogt sammen til en enhed. Vi bliver i hvert fald hele tiden klogere på, hvad det er vi prøver at arbejde hen imod.
Jeg er glad for, hvordan jeg fik brugt den. Rent singlemæssigt, havde den ikke meget at byde på. Jeg fik ingen sejre og nåede ingen specielle højder rent spillemæssigt. Doublerne gik fint – jeg spillede nogle hæderlige kampe, og fik nogle fine sejre. French Open var en anderledes turnering. Vejret var elendigt, og da Grigor samtidig havde single, fik vi først færdigspillet første runde søndag el mandag – jeg kan ikke engang selv huske det. Jeg kan bare huske, jeg nåede 2. uge i French Open uden at røre en ketcher mere el mindre. Første runde over Kubot/Chardy var en rigtig god sejr over et farligt grus par. Vi spillede pisse godt i de første to sæt, og var bedst, men vi holdt ikke fast i momentum, og endte med at smide et par matchbolde i 2. sæt. Så kom mørket, og kampen måtte afbrydes og genoptages to dage senere fordi Grigor havde sen kamp mod Djokovic dagen efter (og jeg havde mix – men jeg tror ikke helt det havde samme prioritet). 3. sæt var spændende. Meget tæt. Jeg vil sige, at de havde overtaget, og var mest med i vores serv. Vi reddede bl. a. 0-40 og ekstra breakbolde i Grigors serv. Nu skriver jeg "vi", men den giver jeg gerne min makker. Han spillede et sygt game derfra – bla. med es på 2. serven med 220 km/t. Han har uforståelige kompetencer, den knægt. Nogle gange er det bare at acceptere, hvad det egentlig er, der sker, i stedet for at prøve at forstå det. Leander Paes ville kalde det "magic", og jeg har ikke meget bedre ord for det. Desuden er han herlig gut med et godt hjerte – han skal bare lige finde sin vej. Jeg glæder mig så meget til den dag, det går op i en højere enhed for ham, for så sker der ting og sager. Nå, tilbage til kampen. Det endte med at blive tiebreak, og her var det vores tur til at redde matchbolde – et godt point af Grigor og et af mig (med hjælp af en sygt nervøs volley fra Chardy) – inden vi tog den 8-6. Rigtig fed sejr. Desværre blev 2. runde endestationen for os. Vi tabte til Peya/Soares, der er klart det andet bedste par i verden i år. Det var en virkelig god match på højt niveau. Alle 4 spillede godt, og det var sjovt at være en del af. De er utroligt solide og står godt på banen. Vi returnerede godt og høvlede godt på, men kunne ikke finde hullerne i deres forsvar. I 2. sæt kom vi godt fra start og fik et hurtigt break. Vi blev ved med at køre på, og havde 3-5, 30-40. Det er så her det bliver bizart. Fra sætbold og overtag til os, taber vi 15 af de sidste 16 bolde. 8 af dem er ene og alene pga mig. Jeg kan den dag i dag ikke forklare, hvad der skete. Jeg tog de rigtige beslutninger, følte mig relativt konsekvent, var ikke nervøs men fik alligevel høvlet det hele i rendestenen. Det var den gode gamle sneboldseffekt. En suveræn match på højt niveau, blev lige spoleret af 10 mins kollaps. Det var faktisk rimeligt tungt. Mix eventyret sluttede også samme dag. Jeg havde en herlig makker i Su-Wei Hsieh fra Taiwan. Hun er en karakter, men på den gode måde. Hun griner meget og har nogle suveræne one-liners. Det første hun sagde inden vores 1.runde var: "Be careful at the net. My second serve is very slow". Derudover grinte hun bare, når jeg nossede i det (hvilket var ret ofte), hvilket var skønt nok. Hun var skøn at spille med. Desværre er jeg en kummerlig mix spiller, så selvom vi egentlig fik en ok sejr i 1. runde, røg vi til et godt par i 2. Hun gik senere hen og vandt damedoublen i Wimbledon, som den første taiwaneser(?) nogensinde. Helt vildt herligt.
Græsset var lidt bedre for mig. Jeg spillede en masse gode singler og fik nogle hæderlige sejre. Græs er let for mig at spille på, forstået på den måde, at jeg ikke skal tænke så meget over det (det er ofte der det går galt). Jeg kan spille på mine naturlige impulser og mine slag ligger ok til græs. Wimbledon var anderledes i år – det siger sig selv. Jeg går aldrig ind til en turnering, hvor der er fokus på mig, inden kampene er startet. Denne gang var der forholdsvis meget opmærksomhed. Wimbledon er den eneste turnering, hvor Danmark har tv-dækning. Desuden er grand slamsne de eneste turneringer, jeg møder dansk presse, fordi Caroline er der. Det præsenterede naturligvis nogle udfordinger, som jeg ikke havde haft tidligere i min karriere – både sportsligt men også mentalt. Jeg havde ikke lige prøvet at møde op til en Grand Slam som forsvarende mester. Jeg er dog så heldig, at jeg har suveræne folk omkring mig, så jeg synes, jeg håndterede det fint. Jeg spillede i hvert fald godt og havde en god oplevelse, og det er det, jeg måler mig selv på. Specielt min mental coach, Christian, er guld værd. Hans hjælp er uvurderlig og en situation som Wimbledon i år, er bare meget mere overkommelig med en kapacitet som ham som støtte. Jeg ville ønske, jeg var stødt ind i ham tidligere i min karriere, men er glad for, jeg trods alt nåede at støde ind i ham, og at han gider at arbejde med mig.
Første kamp i Wimbledon var lidt meningsløs, da de trak sig efter første sæt. Det var rart at få banetid på anlægget og få et par kompetitive games med et par servegames, et par returer og nogle dræbende volleys. 2. runde var en fed kamp, hvis jeg kigger på den objektivt. Den bølgede frem og tilbage og tennisen var på et højt niveau. Jeg synes, vi havde mere at byde på, og havde alle muligheder for at vinde, men i tennis er der kun en ting, der tæller, og det er den sidste bold. Vi tabte til Zimonic/Benneteau, der er en god kombination, synes jeg. Zimonic er en erfaren doublespiller med adskillige Grand Slam titler i bagagen. Han har en god tilstedeværelse ved nettet og kan serve som et svin. Bennetaeu er bare en god spiller, der kommer op med kvalitet, når han har brug for det, og som returnerer virkelig godt. Jeg kan ikke realistisk forvente, at jeg kan spille så meget bedre (selvom muligheden for at zone altid er til stede), men der er 3 momenter i matchen, der ærger mig. Det første er mit første servegame i 2. sæt. Vi sluttede 1. sæt suverænt af, og jeg gik faktisk igennem hele sættet uden at tabe et point i min serv overhovedet. Normalt er jeg meget obs på at prøve at være et skridt foran modstanderne, så de ikke lige pludselig finder rytmen. I det her tilfælde ville jeg gerne have mixet det op, men besluttede mig for at køre videre i samme rolle, indtil det var tegn på, at de var begyndt at få lidt mere fat. Og så fik de naturligvis brygget 4 point sammen og breaket. Man kan sige, at det var utroligt, at det blev så ekstremt, men jeg er ærgerlig over, jeg ikke fulgte min mavefornemmelse, selvom det naturligvis ikke er en garanti for, at det havde ændret noget. Det andet moment var i 4. sæt. Vi havde momentum efter at have brudt til at vinde 3. og startede 4. med at få breakbold. Zimonic kom op med gode server, men det føltes som om, det var ved at gå vores vej. I Grigors næste servegame flugter jeg mig selv lige i øjet på en gamebold, og det er som om, det ændrede momentum. De tog de næste to point og servede sættet ud der fra. Der er naturligvis ikke så meget, jeg kunne have gjort anderledes (andet end at ramme den flugtning rent og få den ind på banen i stedet for at prøve at ta mig selv ud selvfølgelig) men det ærger mig bare, at dem slags kan have en effekt. Sidste moment var afslutningen på kampen. Jeg følte det lå meget godt til os i slutningen af 5. Vi fik brygget nogle gode point sammen og fik matchbold i Zimonic’ serv ved 4-5, men jeg kunne ikke holde hans 1. serv. Vi fik igen matchbold i Benneteaus serv ved 5-6. Vi fik matchbold efter en fed bold, hvor jeg ender med at slå en refleks volley vinder på et smash. På matchbolden server han igen en god serv, men jeg får lagt et godt defensivt lob. Benneteau smasher et ok smash, som jeg slår lidt vildt og urent tilbage til Zimonic, der ikke får dræbt volleyen, men giver mig en ekstra mulighed. Jeg kan ikke holde den, og sender en baghånd ud over baglinjen. Det var en bold, vi måske kan vinde 2 el 3 gange af 10 efter smashet, men pga det point, der gav os matchbolden, havde jeg så meget adrenalin i kroppen, at jeg ikke kunne bevare fatningen i de to slag. Ikke så meget at gøre ved det, men bare ærgerligt. Det der rigtigt irriterer mig – og det irriterer mig stadig – er det game, vi bliver breaket til 6-7. Vi bliver brudt fra 30-0, og det var 4 foræringer fra vores side. Jeg vil så gerne tilbage og serve ved 30-0 igen. Det var ved at blive mørkt, og der var maximum 2 games tilbage, inden vi ville have stoppet pga mørke. Vi havde meget godt styr på egen serv på det tidspunkt, og specielt Zimonic vandt vi de fleste point mod. Men ved 0-30 laver jeg dobbeltfejl. En skide dobbeltfejl. Noget værre lort. Derefter kom der 3 lette volley fejl fra os, og så servede de den ud med 4 gode server. Det var en tung tung måde at slutte og tabe en ellers rigtig god kamp på. Det er selvfølgelig altid sådan, men specielt i en sådan kamp, hvor det er dybt i 5. sæt, så vil jeg ha at de skal breake mig, og ikke at jeg skal breake mig selv. Det var ikke tilfældet her, og det var virkelig irriterende. Derefter fik jeg et par bonuskampe, i det jeg og min makker, Sofia Arvidsson, vandt et par kampe i mix og gik til 3. runde. Det var meget sjovt, og selvom mine mix egenskaber var bedre, var jeg stadig for det meste helt til grin.
Efter Wimbledon kom der en kedelig historie om mig og matchfixing. Set i bakspejlet ville jeg ønske, jeg ikke havde svaret, men jeg blevet taget i svagt øjeblik efter en kamp, og svarede på spørgsmålene, fordi jeg fik at vide, af journalisten, at det var en anden historie, han ville skrive. En rookie mistake af mig, men det er ofte den bedste måde at lære på, selvom det umiddelbart er den mest irriterende måde at lære på. Nu er jeg normalt lige glad med, hvad journalisterne skriver, og jeg har ingen intention om skabe fokus på det her igen. Men det her er et seriøst emne, og mange er kommet op til mig, og har totalt misforstået mine svar, så jeg vil bare en gang for alle slå fast, så der ikke er nogen tvivl. En gang i mit liv er jeg blevet spurgt, om jeg ville tabe en kamp for penge, og jeg sagde naturligvis nej. Derudover har jeg aldrig været involveret i eller haft viden om kampe, der har været fixet. Sker det i fremtiden, er det noget, jeg tager op med Tennis Integrity Unit. Og så har jeg ikke mere at sige om det.
Efter Wimbledon var det så tilbage til mit "gamle" liv, og jeg må ærligt indrømme, at jeg havde glædet mig en del. Som Christian ganske rigtigt sagde, var det sidste år lidt som en tur i Tivoli (dog uden rigtigt at købe turpas). Dat var et år uden rigtig kontinuitet, men en masse geniale oplevelser. Havde jeg haft muligheden havde jeg gjort det samme igen. Det har været for herligt, og jeg har fået oplevelser, jeg aldrig troede, jeg skulle få mulighed for at få. Desuden har alle de uger, jeg har haft blandt verdens bedste, været så gode for mig. Jeg føler, jeg har udviklet min tennis ved bare at være til stede til de turneringer og forsøge at følge den standard, de andre sætter. Derfor følte jeg mig også virkelig klar til sommerens turneringer. Det startede også godt nok. Min krop var/er i top, og jeg var virkelig motiveret. Jeg kvalede let ind i den første challenger, og fik en halv sejr, i første runde, da en af mine hade modstandere, Dustov, gik ned med flaget i varmen i en kamp, hvor jeg ikke spillede godt. I 2. runde stod jeg så til en anden kvalspiller, og jeg så det som en udmærket chance for mig, og tog første runde sejren som en ekstra chance til at finde spillet igen mod en spiller, der burde ligge godt til mig. Det ville være synd at sige var tilfældet. Jeg spillede den dårligste kamp i mit liv. Kunne ikke få noget til at fungere og jeg kunne slet ikke finde tråden oven i skallen. Den følelse satte sig dybt, og sendte mig langt tilbage i min udvikling. De næste tre turneringer var så tynde, at jeg ville have svært ved at forstå det, hvis jeg ikke rent faktisk havde været der selv. Det kulminerede i det 3. kval nederlag i træk til en spiller, jeg aldrig har hørt om, og som bare spillede bedre, end jeg. Jeg havde ikke meget at svare igen med. Den oplevelse slog mig lidt ud, og jeg blev knækket over, det var kommet dertil, når jeg egentlig var på det rette spor.
Det hele startede i Binghamton. De bolde, man spiller med i challengersne i USA er andensorterings bolde, og det er bestemt ikke mine favoritter. I starten tænkte jeg ikke så meget over det, men som ugen gik blev det værre og værre, fordi jeg gjorde de rigtige ting i kampene og vandt dem simpelt. Men da modstanden blev hårdere i 1. runde, og der var behov for lidt mere, kunne jeg ikke finde det. Hverken på træning eller i kamp havde jeg fornemmelsen af, at jeg kunne ramme kuglen, og det satte sig som panik i mine slag. 2. runde kampen er en af de værste oplevelse, jeg har haft på en tennisbane. Når jeg skulle slå, havde jeg ingen fornemmelse af, hvad der ville ske. Jeg var totalt bange for at slå den i hegnet eller bunden af nettet. Jeg kunne slet ikke fokusere på at finde løsninger i stedet for at gå helt i baglås. Panikken blev nærmest fysisk. Derudover begyndte jeg at mærke en masse konflikter inde i mig selv, når det blev tæt. Jeg har ikke glemt, hvorfor jeg spiller, men i kampens hede, lå mit fokus andre steder. I stedet for at malke mine egne kvaliteter og ressourcer, spillede jeg med fokus på ting, som min hjerne ikke kan forstå eller trives med. Det siger sig selv, at hvis min hjerne ikke kan finde ud af det (til de nye på bloggen el til tennis kan jeg sige, at den mentale dele spiller en pænt stor rolle i tennis generelt, men i sær for mig :-)), bliver der en konflikt i min tennis, som ikke gavner mig.
Siden Wimbledon sidste år har folk meget naturligt spurgt til min tennis mht. double. De fleste tager for givet, at jeg bare blev double spiller, og når jeg fortæller dem, det ikke er tilfældet, kan de ikke forstå det, og stiller spørgsmål til det. Det er sådan set fair nok, og jeg har sådan set ikke noget imod det. Det mærkelige er, at det kun i alle andres verden er beslutning, jeg har skullet tage. I min verden kører livet bare videre – selvfølgelig med nogle mindre ændringer et resultat som det, jeg havde sidste sommer, medfører. Jeg er helt afklaret, med det liv jeg har, og så længe, jeg har kontrol over det, fortsætter det på den måde. Jeg tager gerne imod flere oplevelser, som den jeg fik sidste sommer, men det ville stadig ikke ændre det helt store i den måde, jeg lever mit liv på. Nå, det var lidt et sidespor. Der er bare stadig mange, der spørger mig til det. Det har været let nok at håndtere, mens jeg var "et år i Tivoli" og alt bare var liv og glade dage. Efter Wimbledon i år, regnede jeg med – nok lidt naivt – at, jeg mere eller mindre bare ville glide tilbage i min gamle rille. Jeg støder dog stadig på de samme spørgsmål, jeg har fået i et år. Forskellen er dog nu, at min single rangering er faldet markant, og jeg er ikke længere i Tivoli. Så folk er endnu mere uforstående overfor mig. Det medfører, at jeg gang på gang nærmest skal forsvare mig selv i stedet for at forklare, og så giver det en negativ klang. Jeg har selvfølgelig også mange, der er med mig, men dem behøver jeg ikke forklare noget. De, der hjælper er naturligvis utroligt vigtige, men det er ikke lige så let for mig at holde kontakten med dem, når der er kraftig tidsforskel. Derudover kommer der en masse dårlige resultater og en dårlig rangering, og så spiller jeg mere for at retfærdiggøre mine beslutninger, selvom jeg inderst inde er totalt lige glad med, hvad andres synes om mine valg. Det er jo mit eget liv. Det havde jeg bare glemt i en periode, og så har jeg spillet med helt forkert fokus. Jeg har ikke været i stand til at nyde kampene eller udfordringerne, fordi jeg har haft følelsen af, at jeg ikke har haft noget at vinde, men meget at tabe. Det stimulerer mig på ingen måde, og så er jeg gået baglæns i en periode, hvor jeg egentlig burde have blæst på. Med andre ord, så har jeg ikke kunne finde ud af det overhovedet de sidste par uger.
Jeg er sikker på, det er en periode, jeg kommer til at lære meget af, og jeg er sikker på, jeg kommer stærkere ud af den. Det er selvfølgelig bare røvsygt, når det står på. Nu skal jeg på ingen måde lægge ansvaret fra mig, men der er heller ikke lige nogen, der tidligere i mit liv har lært mig, hvordan jeg skal administrere sådan en situation her. Der er heller ikke mange af mine erfaringer tidligere i mit liv, der minder om det her, og som jeg rigtigt kan trække på. Men en erfaring skal jo være den første, så jeg glæder mig til at komme videre og lære af det her. Jeg føler, jeg de sidste par uger har fået vendt kurven. Jeg er opmærksom på, hvad der foregår, hilser situationen velkommen og bruger den så konstruktivt videre frem. Jeg spiller igen i morgen, når der er kval ti ATP-turneringen i Winston-Salem. Jeg håber at udnytte de sidste par uger til at finde tråden igen, og få en god oplevelse, hvor jeg kan genkende mig selv. Der er jo stadig en masse turneringer resten af året. Derefter er der double her, og double i US Open, inden jeg tager hjem igen. Jeg spiller begge turneringer med en af mine rigtigt gode venner, Eric Butrorac. Det glæder jeg mig meget til.
Jeg vil slutte her. Til jer der tog turen hele vejen igennem bloggen: godt slidt! Jeg vil også proklamere hyppigere indslag på bloggen, men det har jeg gjort så mange gange tidligere, at de ord nok ikke har så meget værdi. Jeg skal prøve i hvert fald. Desuden bør der være en videoblog på vej, men den får dogme konceptet til at ligne en Hollywood produktion. Jeg skal dog nok snart få den gjort færdig. Så vil jeg slutte af med en tro kopi af en SMS udveksling jeg havde med en amerikaner, der skrev til mit amerikanske nummer i den tro, jeg var en anden. Jon Stewart ville kalde det dagens moment of zen:
Ham/hende: "Wassup homie"
Mig: "Who’s this?"
En uge senere…
Ham/hende: "Wassup homie"
Mig: "Wrong number, mate"
Ham/hende: "Yea I did that too you before. I’m sorry. I will delete it now. Hip hop can’t be dead if wu tang is forever. Ya know."
Mig: "True that!"
YNWA